Barbie i eventyrland

Fra Satanisk Bulletin nr. 11, 2004

Svanesøen anno 2003

Normalt ryster jeg på hovedet af den sakkarin-søde romantik, der ledsager den livsstil, der markedsføres i form af Barbie-dukkerne. I år blev min hovedrysten afløst af frustreret harme, da legetøjsfirmaet Mattel præsenterede “Svanesøen” som det nyeste tema i Barbie-universet: En drøm af romantik og kærlighed i den fortryllede skov, hvor deres sande kærlighed besejrer en ond troldmand.

Barbie-dukken

Det oprindelige tyske eventyr bag svanesøen indeholder ganske vist både romantik og kærlighed og fortryllelse, men er en tragedie. Under en svanejagt møder prinsen den smukke Odette, og de bliver forelskede. Hun fortæller, at en troldmand har kastet en forbandelse over hende, så hun er dømt til at være en svane og kun kan være et menneske ved søen ved midnatstid. Forbandelsen kan kun hæves, hvis en mand lover hende evig kærlighed. Da prinsen skal giftes, forpurrer troldmanden planen, så prinsen lover sin kærlighed til en anden. Odettes forbandelse kan derfor ikke hæves, og prinsen har mistet sin elskede. Da Odette når at tilgive prinsen, og historien ser ud til alligevel at få en delvist positiv drejning, drukner troldmanden dem begge i søen.

Tchaikovsky satte musik på historien og gjorde balletten “Svanesøen” til en af verdenshistoriens mest spektakulære musikværker. Hvis ikke Mattels forvrængning af historien giver anledning til løftede øjenbryn, er det en sand hån mod det klassiske mesterværk at reducere det til Barbieficeret popkultur.

Djævleuddrivelse i eventyrbøgerne

Mattel er ikke ene om denne trend. Disney har også opdaget, at romance sælger bedre end tragedie, så i Disney-udgaven af “Den lille havfrue” bliver havfruen ikke til skum på vandet; hun bliver skam gift med prinsen. Og i “Pocahontas” begår Disney hellere historieforfalskning end lader den være en historie om amerikanernes udnyttelse og brutalitet overfor indianerne.

I børnebøgerne med eventyr er fortællingerne også blevet poleret. I de tidlige udgaver af Grimms eventyr blev der begået bloddryppende grusomheder mod såvel børn som andre skabninger, som man ikke finder i nutidens udgaver.

Set lidt på afstand er det tydeligt, at populariseringen af historierne går i en bestemt retning. Eventyrene må ikke længere være hverken sørgelige eller for uhyggelige. Bloddryppende scener omskrives til pastelfarvede Tele Tubby-verdener, og de store konflikter udviskes.

Generelt er den nye trend i eventyrfortællinger åbenbart, at børnene ikke må konfronteres med skyggesiden i form af det skræmmende, det uhyggelige og det onde.

Forholdet til frygten

I tidligere tider var det en meget nærværende og reel frygt, som børnene kunne genfinde i eventyrene. Risikoen for at blive forladt af forældrene var i høj grad til stede, og sult og elendighed var ofte dagens kost. Hekse, trolde og magi var noget, man troede på. Hans og Grethe var ikke de eneste søskende, der blev efterladt i skoven, fordi der ikke var mad nok.

Tchaikovskys 'Svanesøen'

Eventyrene var derfor ikke bare spændende historier. De var meget uhyggelige, for de konfronterede børn med de ting, de måske havde allermest grund til at være bange for. Eventyrene var grusomme historier, men de havde den virkning, at børnene lærte at se frygten i øjnene og bearbejde den.

Samtidig præsenterede eventyrene børnene for en række konflikter, såsom ulykkelig kærlighed, forholdet til en ond stedmor eller -far, eller at blive forladt af forældrene. Selv om konflikterne måske ikke lod sig løse, fik eventyrene forberedt børnene på konflikterne, eller de kunne sætte ord eller billeder på konflikter, som børnene følte, men ikke forstod.

Isolering fra “det onde”

Ansvarlige forældre ved, at det kun er de direkte farlige ting, småbørn skal beskyttes mod, såsom fald fra store højder. Man skal ikke holde en hånd mellem bordkanterne og børnenes hoveder, når børnene leger ved bordet. Det eneste, man får ud af at beskytte børnene på den måde, er klodsede børn, der slår sig på alt, hvad man kan slå sig på.

Samme udgangspunkt må også gælde børnenes følelser. Ligesom forældrene ikke bør beskytte børnene mod ethvert skarpt hjørne i huset, kan det ikke være til børnenes fordel, at forældrene beskytter børnene mod deres egne følelser. Hvis ikke et barn lærer at tackle forhindringerne i hverdagen – hvadenten de er fysiske eller følelsesmæssige – er barnet dårligt udrustet.

Men man holder netop “hånden for”, rent følelsesmæssigt, når man blødgør eventyr. Eventyrene mister deres oprindelige uhyggelige aspekter, og konflikterne, som de engang indeholdt, er væk. Når man gør det, mister eventyrene helt den effekt, de engang havde. De giver ikke længere børnene en sund konfrontation med hverken frygt eller konflikt.

Hvis man kan uddrage noget af den opståede tendens til at putte kunstigt sødemiddel i de gamle folkesagn, så er det, at børnenes åbenbart skal skånes mod spidse og kantede følelser, der kan gøre ondt.

Forældrenes iver efter at beskytte deres guldklumper mod ethvert blåt mærke på selvtilliden og enhver rift i retfærdighedssansen fører for mig at se kun til, at børnene ikke ved, hvad de skal gøre, når de en dag oplever, at deres følelser bliver pressede. Jeg forventer, at resultatet bliver, at den nye generation vil være ude af stand til at forholde sig til følelsesmæssige udfordringer. Jeg forventer, at de i stedet vil være afhængige af religiøse flugtdrømme eller mere eller mindre tvivlsomme terapeuter og psykologer, ganske som det er tilfældet i det samme land, som producerer Barbie-drømmen.

Mere uhygge, mindre udklædning

Alternativet til vatindpakningen af følelserne bliver for mig at se ikke til den “forråelse”, som visse kritikere af film og TV taler om. Jeg tror, at handlingen i de “rå” film netop er voldsom, fordi det voldsomme kompenserer for, at filmene ubevidst har beskyttet seeren mod den egentlige frygt, så man har brug for voldsommere effekter, før man reagerer. Hvis man i det oprindelige eventyr var bange for at blive bortført af et uhyre, ville det “forråede” eventyr være en udgave, hvor bortførelsesangsten var overset, mens uhyret til gengæld var meget drabeligt beskrevet. Det er derfor, at filmen “Alien 1” er langt mere uhyggelig end “Alien 2”, hvor der vrimler med monstre. “Alien 1” fanger nemlig det, man i virkeligheden er mest bange for: At der er et snedigt og meget farligt uhyre, ikke hvordan det ser ud. Kunne en film fange den egentlige frygt, ville den næppe have brug for så mange “rå” hjælpemidler. Ironisk er det beskyttelsen mod det egentligt skræmmende element, der gør fortællingen mere rå.

I vores opdragelse af vores egen datter har vi aldrig forsøgt at forhindre, at hendes adfærd ville give hende blå mærker, hverken fysisk eller psykisk. Jeg tror, at hun dermed får lært, at en rift eller en stødt følelse er ubehagelig, men at det er noget, der hurtigt går over igen. Det bliver ikke til noget, som hun går i panik over, eller som hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere.

Jeg er ikke glad for, at vores datter ser disneyficierede genfortællinger af gamle eventyr, hvor konflikterne er filtreret og grusomhederne fjernet. Vi arbejder altid på at give hende tryghed og selvtillid, men vi har også købt en bog med Brødrene Grimms eventyr fra dengang, hvor blod og afhuggede lemmer var dagens kost i eventyrene – og den vil vi læse højt af.