Kunsten at lyve, del 1

af Ole Wolf

1. Giv et falsk udsagn. Dette strækker sig fra simple “græs er blåt”-udsagn til mere sofistikerede udsagn såsom at ens tidligere udtalelser byggede på, at man støttede sig til personer, der begik type 5 (nedenfor) løgne.

2. Foren to urelaterede, sande udsagn til et tredie, falsk udsagn. Dette er ofte brugt af religiøse fanatikere, der argumenterer for, at deres religioners lærdom er sand. De kan give talrige sandfærdige eksempler på, hvorledes deres religion har hjulpet mennesker, men det er ikke ensbetydende med, at deres lærdom er sand.

3. Modificer en komponent eller omroker komponenter i en struktur af sande udsagn, så meningen af strukturen ændres, mens der ikke gives nogen løgne af typen 1. Dette er en meget benyttet disciplin i “spin control”, hvor man ved at formulere sig på en anden måde får ændret “holdningen” i en udtalelse.

4. Brug idéassociation, hvor urelaterede komponenter tilføjes i en struktur af sande udsagn, så meningen af strukturen ændres. For eksempel vides det, at Stalin, Pol Pot og Kinas regering alle var/er fortalere for, at industrien bør være statsejet. Helt urelateret til dette gælder der, at de alle var/er politisk ansvarlige for massakrer. Hvis denne urelaterede komponent tilføjes, får man nemt det indtryk, at statsejerskab af industrien medfører massakrer.

5. Udelad udvalgte udsagn fra en struktur af sande udsagn, så strukturens mening ændres. Den klassiske udgave af denne løgn er “klip” i udtalelser, hvor det ikke er svært at gengive en satanists udtalelser således: “Jeg er satanist, og jeg (klip) ofrer børn (klip) hver dag”. Ligesom type 3 løgnen er denne form udbredt i “spin control” og reklamer, hvor man udelader et produkts svagheder, når produktet beskrives.

6. Bed en trediepart, hvis udsagn vides at indeholde de ønskede, falske udsagn, om at videregive en forklaring. Tredieparten vil dermed stå for forfalskningen.

7. Brug overrumpling, hvor du præsenterer en person med så store mængder information i forhold til den tid, du giver personen til at behandle informationen, at personen vælger at tro på et ukorrekt resumé af informationerne i stedet for selv at behandle informationerne.

8. Ekstrapolér, så et ellers sandt udsagn benyttes udenfor dets gyldighedsområde. Vi ser f.eks. hvordan kristne (der ellers normalt ikke er begejstrede for at sammenligne mennesker med andre dyr) konkluderer, at eftersom de “stolte” storke er monogame, så må mennesker også være det.

9. Omtal en falsk komponent, så den giver sig ud for en sand komponent. Den klassiske vittighed i softwareindustrien om softwarefejl er velkendt: “Det er ikke en fejl, men en feature”.

Hvis man altid talte sandt, så kunne man bare genfortælle, hvad der var sket, hvis man sidenhen blev udspurgt om en begivenhed. Hvis man har løjet til et person, har man derimod skabt et problem for sig selv. Hvis man har løjet og sidenhen bliver udspurgt, skulle man nemlig gerne være i stand til at genfortælle den uden ændringer. Det sætter det krav til løgneren, at han eller hun enten har en meget god hukommelse, eller at løgneren er i stand til at glemme, at der på noget tidspunkt var en anden sandhed end løgnen.

Forskning viser, at den menneskelige bevidsthed er sådan opbygget, at man har lettest ved at tro på det, der kræver færrest mentale ressourcer at acceptere. Ikke overraskende betyder det i daglig tale, at en løgn enten er nødt til at virke så sandsynlig, at offeret ikke er nødt til at tænke over den for at tro på den, eller også skal løgnen stå som en mental genvej for offeret, så den giver ham eller hende en slags “aha”-oplevelse, der “forklarer” en række komplicerede sammenhænge eller manglen på samme.

Den måske vigtigste kunst er derfor evnen til at få løgnene til at ligne sandheder. I den simpleste udgave kan man virke troværdig og overbevisende, når man lyver. I en lidt mere avanceret form kan man opbygge tillid ved f.eks. at indlede en type 1 løgn med demonstrationer af sandfærdige hensigter, der er designet til at lede offeret til at stole på en. Skyldfølelser eller appel til bedrevidenhed kan få en person til at føle, at han eller hun står i gæld til dig, eller få ham eller hende til at føle sig dum, og så vil vedkommende være meget tilbøjelig til at tro på dig. Der findes talrige metoder til at lægge op til en løgn.

På et lidt højere “spirituelt” plan er løgne en kamp om rum. I “Kunsten at føre krig” forklarer Sun Tzu, hvorledes man vinder en kamp ved at lede sin modstander til at sætte sine styrker på et ønsket (andet) sted. Dermed opstår der et tomrum, hvor styrkerne blev flyttet fra. Tomrum kan som bekendt fyldes, og hvis man sætter sine egne styrker i det opståede tomrum, kan fjenden rammes på dette sted. Kunsten består i at finde det rigtige sted at skabe et tomrum samt i at forlede fjenden til at flytte sine styrker væk fra dette sted.

Tomrummet er således “det sted, hvor personen var”. I den mest primitive form for kamp ser vi således, at en knytnæve i ansigtet også er en kamp om rum. Den angrebne bliver ramt, fordi knytnæven “fjerner personen fra sit rum” og erstatter rummet, hvor hovedet var, med knytnæven. I visse kampsporte ser vi tilsvarende, at en person umiddelbart kan slynges til jorden ved at benytte sig af, at der f.eks. i særlige bevægelser opstår et naturligt “tomrum” (et kûkan i taijutsu), som man uden besvær kan tvinge modstanderen ind i. Tomrummet bliver til personens svage punkt.

Det kan tages ganske bogstaveligt, at løgn er en kamp om rum. En persons tanker og opmærksomhed er en del af personens krop, og hvis kroppen påvirkes, påvirkes tankerne også — og omvendt. Løgne bruges som “bevægelser”, der skaber et tomrum, hvor offerets opmærksomhed er fjernet fra sandheden. Det er her, at offeret har et svagt punkt. Afhængig af løgnens karakter “falder” personen selv i tomrummet ved at drage sine egne konklusioner, eller offeret bliver afhængigt af, hvad løgneren populært — og ganske rammende ¡ sagt fylder offeret med. Ligesom i kamp kan løgnene benytte mange forskellige teknikker, hvoraf de opremsede metoder blot er et lille udpluk.

Hvis en person lyver for sig selv, er det i personen selv, at tomrummet opstår. De fleste mennesker, der kender en sådan person, forstår det intuitivt: Personen bygger sit liv på ting udenfor sig selv; personen er overfladisk, som om der ikke er nogen inden i ham eller hende. Når en sådan person lyver for dig udelukkende for at nære sit eget selvbedrag, er det personens eget tomrum, som du kan blive trukket ind i. Vær forsigtig med den slags mennesker, for hvis krige er en kamp om rum, så er det en krig mellem personen og dig — og personen har et helt livs træning bag sig.

Der findes en række metoder til at finde ud af, om en person lyver. Tilsvarende findes der en række metoder til at få en person til at indrømme, at han eller hun lyver, ofte uden at personen selv bliver klar over indrømmelsen. En løgn er kun succesfuld, hvis den ikke bliver opdaget, og løgneren skal kunne forsvare sig mod et væsentligt arsenal af våben, der kan bruges til at afsløre løgneren. Jeg vil se på disse metoder i anden del af “Kunsten at lyve” i næste nummer af Satanisk Bulletin.