Evolutionsteorien er et af de afgørende slag mod forestillingen om, at der skulle være en højere mening med udviklingen af mennesket. I denne artikel forklares evolutionsteoriens tankegang.

En djævelsk udvikling

Denne artikel blev først bragt i Satanisk Bulletin nr. 6, 2001.

En kontroversiel teori

Evolutionsteorien er måske en af de mest kontroversielle grene af videnskaben. Det er velkendt, at teorien modsiger den bibelske skabelsesberetning, men for at møde teoriens kritik er det faktisk tilstrækkeligt for religiøse tilhængere at påpege, at deres trosgrundlag er en symbolsk fortælling, der ikke skal tages helt bogstaveligt. Det er derfor ikke i opgøret med den bogstavelige skabelsesberetning, at evolutionsteorien har sit egentlige opgør. 

Evolutionsteorien gjorde (og gør) op vores måde at tænke på. Det er utroligt at forestille sig, at de mange arter skulle have udviklet sig så åbenbart målrettet og tilpasset fra stort set ingenting. Samtidig er dannelsesprocessen af det enkelte individ kompleks, og produktet er forudsigeligt. Det virker utroligt, at en så kompleks organisme som mennesket skulle være opstået uden videre. Derfor er det nærliggende at tro, at der findes en "master plan", som styrer udviklingen. Det er i praksis ligegyldigt, om planen i så fald er skrevet af en gud, kodet i generne, eller på nogen anden måde nedskrevet som et "sprog". Evolutionsteorien gør op med tanken om en master plan, og dette opgør stikker langt dybere i vores tankegang end ordkløveri om bibeloversættelser gør.

Når Danmark kun i begrænset omfang har oplevet modstand mod undervisning i evolutionsteori i skolerne, så er det måske fordi den religiøse tankegang i Danmark i mindre grad beskæftiger sig med ordrette bibelcitater om skabelsesteorien end med måder at tænke på. Hvis blot undervisningen giver indtryk af, at der findes en master plan for udviklingen, så er den religiøse holdning tilgodeset. Så pyt med, at man i undervisningen glemmer at sige, at det er Gud, der har skrevet planen.

Biologilærerens fejl

Da jeg gik i skole, fik vi således at vide, at giraffen udviklede sin lange hals for at kunne nå bladene højt oppe i træerne. Eftersom vores biologilærer næppe forsøgte at lære os, at girafferne har særlige evner til at manipulere med deres gener og dermed selv har stået for udviklingen af halslængden, så må "nogen" jo have sørget for, at deres halse voksede, så de kunne komme til at nå de eftertragtede blade. En sådan forklaring falder fint i tråd med de fremherskende religioner i Danmark.

Hvad var biologilærerens fejl? Hvis han havde sagt, at en Jan og Kurt spillede plat og krone, og at Jan valgte at vinde spillet for at slippe for at betale for sin is, ville folk grine af vittigheden, idet man jo ikke kan vælge at vinde sådan et spil.

Biologilærerens fejl gik ud på at antage, at giraffen har udviklet sin lange hals med henblik på noget som helst, eller af nogen som helst anden forudbestemt grund. Fejlen var om muligt større end den fejl, der blev illustreret i vittigheden, for hvis Jan og Kurt spillede plat og krone om betalingen for deres is, så havde de trods alt forestillet sig at spise en is.

Når biologilæreren tog fejl, var det ikke fordi giraffen ikke alligevel udviklede en lang hals med tiden. Biologilæreren har nærmest bare vendt begivenhederne på hovedet. Det ville være rigtigt at sige, at Jan slap for at betale for sin is, fordi han vandt plat og krone-spillet. Det ville også være rigtigt at sige, at giraffen kan nå bladene i de høje træer, fordi den har en lang hals. En bestemt evolutionær retning tages kort sagt ikke fordi den er fordelagtig for artens helhed.

Forældrenes arv og tilfældighedernes spil

Korrektionen af biologilærerens fejl forklarer ikke, hvorfor eller hvordan giraffen så udviklede sin lange hals. Her er det, at to forskellige dynamikker gør sig gældende. Den første er arv og mutationer, og den anden er hvad Darwin kaldte naturlig udvælgelse.

Et individ arver en kombination af dets fars og mors gener. Små "uheld" under kombinationen af generne bevirker, at individets gener er forskellige fra både faderens og moderens gener. Disse uheld kaldes mutationer. Der er ingen garanti for, at arv vil give en bestemt udvikling, med mindre man bevidst søger at fremavle en bestemt race såsom specialiserede kvæg- eller hunderacer.

I praksis sker ændringer i organismerne på grund af genetiske mutationer ikke omgående. Dette fænomen har man f.eks. kunnet iagttage hos mus omkring Chernobyl kraftværket, der forulykkede i 1986. Her har man kunnet observere en genmutationsrate på 10.000 gange det normale på grund af den radioaktive stråling, men efter mange generationer ligner de alligevel fuldstændig normale mus på trods af væsentlige genetiske ændringer.

Mutationerne bliver først aktiveret, når omgivelserne giver anledning til det. Indtil da ligger de "ventende" i organismerne, og først når anledningen gives, aktiveres mutationerne, og organismerne ser ud til at "lyn-udvikle" sig som ved et trylleslag.

Mutationer er tilfældige, og det er næppe overraskende, at religiøse fanatikere har udpeget mutationer som deres guders bevidste fingre i spillet. I praksis gælder der, at der kan være ganske store genetiske forskelle på to individer af samme art, og alligevel er de to individer næsten ens. En diskussion af dette fænomen vil dog overstige, hvad denne artikel kan dække, men det bør bemærkes, at fænomenet modsiger de førnævnte religiøse fanatikeres argument.

Arv og mutationer giver et bidrag til diversitet, altså artsforskelle: Nogle giraffer får en lidt kortere hals, mens andre får en lidt længere hals.

Det måske vigtigste punkt at bemærke i mutationer er, at de er fuldstændigt tilfældige — evolutionsteorien ikke blot antager, men forudsætter, at arternes udvikling er et resultat af kaos, ikke nogen guddommelig orden eller plan. Den kaotiske udvikling kan observeres på flere punkter. Mutationer er én manifestation af kaos. "Fejlslagen" evolution, hvor arter er uddøde, fordi de ganske enkelt ikke kunne tilpasse sig, er en anden manifestation. En tredie manifestation er individers "ligegyldige" kropsdele. Mennesket har f.eks. visdomstænder og blindtarm, som der tilsyneladende ikke er brug for i øjeblikket. Under en arts udvikling benytter de enkelte individer de kropsdele og -funktioner, som de nu engang er udstyret med. Hvis en kropsdel viser sig at være ubenyttet, er den blot overflødig. Hvis der havde været en master plan med arten, ville denne master plan næppe have indeholdt de talrige fejltrin og overflødigheder.

De heldige vindere

En lang hals bliver ikke udviklet gennem tre-fire generationer af giraffer. Der skal måske millioner af generationer giraffers arv og tilfældige mutationer til, før de har udviklet en lang hals. Den lange tidshorisont er dog ikke nok. Idet sandsynligheden for at udvikle en lang som en kort hals med en vis rimelighed kan siges at være lige stor, så vil gennemsnitslængden alt andet lige nok forblive konstant gennem tiden.

Naturlig udvælgelse forklarer, hvorfor der sker en udvikling i en bestemt retning, og hvorfor giraffens hals er blevet længere. Begrebet hentyder til, at det er de individer i en art, der bedst kan sikre deres afkom, der overlever. Det betyder i praksis, at hvis et individ overlever længe nok under de for tiden herskende mad-, vejr-, og fjendeforhold til at kunne få afkom, som det kan pleje, indtil afkommet også kan få afkom, så er individet tilstrækkeligt tilpasset. Hvis en del af en art har udviklet særlige egenskaber, der gør det svært for dem at klare denne formeringsopgave, uddør denne del af arten.

I giraffens tilfælde har forholdene gennem en lang periode formentlig været, at det var de giraffer, der havde en lidt længere hals, der havde lettest ved at skaffe føde. Dermed havde de langhalsede giraffer en fordel, og girafferne med de kortere halse forsvandt langsomt fra arten. Udviklingen mod længere halse er sikkert gået meget langsomt i starten, men efterhånden som der er blevet længere mellem de korthalsede giraffer, har de lange halse vundet hurtigere frem.

To grupper af samme art, der måtte leve i forskellige miljøer, vil have forskellige vilkår, og vil derfor udvikle sig forskelligt. Omgivelserne er således i høj grad bestemmende for en arts diversitet.

Her skal den måske oftest forekommende misforståelse omgående manes i jorden: Der er ikke tale om, at individerne skal sikre sig deres afkom på bekostning af deres artsfæller. Det er tværtimod oftest fordelagtigt for et individ at hjælpe sine artsfæller. Hvis en art skal overleve, sker det nemlig som en hel art, ikke som individuelle artsfæller. Hvis en art bliver begrænset på grund af interne magtkampe, er den som art svagere stillet end en tilsvarende art, hvor der findes mange individer og dermed en stor diversitet, som gør det muligt for arten at være tilpasset de for tiden herskende forhold.

Set i lyset af den etablerede religions tankegang er "naturlig udvælgelse" et uheldigt udtryk, for det givet antydninger af, at "nogen" foretager en bevidst udvælgning ud fra en forskrift om en bestemt retning for udviklingen. Darwin har også selv bemærket, at nogle af hans ord var uheldigt valgt; ikke mindst protesterede Darwin, da hans samtidige sociolog, Herbert Spencer, grundlagde "socialdarwinismen", som der ikke findes noget videnskabeligt grundlag for — tværtimod.

Mangfoldighed som overlevelsesstrategi

På kort sigt kan en arts evolutionsmæssige succes vurderes ved at betragte artens evne til at få afkom samt dens evne til at sikre dets afkoms muligheder for også at få afkom. Hvis arten (1) får mange børn, som (2) også kan få mange børn, så er arten sikret på kort sigt.

På lang sigt er strategien også en sikkerhed mod skiftende miljøer, idet der med større afkom er en større sandsynlighed for, at noget af afkommet vil være tilpasset fremtidige miljøændringer.

Det etablerede borgerskab peger fingre af "tabere", der ikke laver andet end at modtage bistandshjælp og føde børn, der også kommer på bistandshjælp, når de engang bliver voksne og får børn. Rent socialt er disse individer opfattet som bunden af samfundet, men set med evolutionsmæssige øjne har de valgt en glimrende strategi. Mens arbejdsstyrken er tynget af 40 timers arbejde om ugen, modtager "taberne" uden videre en del af arbejdets fortjeneste, som de kan bruge på pleje af dem selv og deres afkom. Hvis ikke "taberne" selv plejer deres afkom, er der afsat personale, der tager sig af yngelplejen for dem.

Deres status er sociale parasitter, og parasitter har en prominent plads i evolutionshistorien. Der er lavet undersøgelser, der antyder, at forholdet mellem parasitter og værter er ti parasitter for hver én vært. Livet som parasit er dermed en meget succesfuld evolutionsstrategi, og det bør måske få det etablerede borgerskab til at overveje, hvem de egentlige "tabere" er!

Myrens sejr

Evolution har ikke nogen decideret facitliste, for den har ikke noget endemål. Et godt bud på vurdering af en bestemt arts tilpasning kan foretages ved at tage et billede af arten, vente mange hundrede tusinder eller millioner år og derpå se, om arten har ændret sig betydeligt i mellemtiden. Hvis arten har stabiliseret sig — dvs. ikke har ændret sig betydeligt — må den kunne siges at have været meget godt tilpasset, hvadenten den har været hårdfør eller dygtig til at ændre sine omgivelser til dens fordel.

Mennesket er afgjort i stand til at ændre dets omgivelser betragteligt, men muldvarpe og orme har gennem tiden ændret jorden langt mere end mennesket har gjort. I den forstand er mennesket ikke nødvendigvis andre arter overlegent i dets evne til at optimere dets omgivelser.

Myren er et eksempel på en art, der har været stabil i en langt længere periode end mennesket overhovedet har eksisteret, så myren har åbenbart været meget godt tilpasset. I kontrast til myren har mennesket ændret sig meget gennem blot de sidste 100.000 år, og kan derfor ikke have været videre godt tilpasset. Et par millioner års yderligere udvikling vil måske give en antydning af menneskets succes.

Selv om stabilitet er et udtryk for evolutionsmæssig succes, så er en art selvfølgelig ikke nødvendigvis en evolutionsmæssig taber, blot fordi den har overlevet gennem tilpasning af dens omgivelser. Hvis en art uden videre tilpasser sig skiftende miljøer uden at stå overfor at uddø, kan den også siges at have haft succes.

Darwins fejl

Darwins evolutionsteori havde en række tilsyneladende fejl, som dens modstandere har gjort meget ud af at fremhæve som grunde til at forkaste hele teorien. Flere af fejlene skulle vise sig at være ubetydelige for selve teoriens grundhypotese. De var udelukkende et resultat af, at Darwin benyttede et antal antagelser, der siden er blevet præciseret eller forklaret af yderligere forskning.

Darwins teori kunne f.eks. ikke forklare, hvordan et komplet øje med linse, hornhinde, osv. har kunnet udvikle sig, for et halvt øje har jo aldrig været nogen fordel. I praksis har ingen organisme været udstyret med et "halvt" øje. I stedet er øjet formenlig opstået som lysfølsomme celler, der har vist sig fordelagtige for individer i en art. I takt med at individer med særligt egnede lysfølsomme celler har udviklet sig, har også de lysfølsomme celler udviklet sig, og lidt efter lidt er de blevet til det øje, vi kender idag.

Den oprindelige teori kunne heller ikke forklare, hvordan de mange arter havde kunnet udvikle sig så forskelligt i den begrænsede (omend lange) tid, de havde haft til rådighed i Jordens historie — arternes udvikling var ganske enkelt gået for hurtigt til at den kunne forklares med Darwins oprindelige teori. Det var først ved opdagelsen af genet, at arternes variation kunne forklares.

I populær tale er Darwin blevet tilegnet udtalelsen, at mennesket nedstammer fra aberne. Selv om Darwin ikke har sagt noget sådant, og det derfor heller ikke er en fejl, er det værd at minde på, at Darwin blot udtalte, at mennesket og aberne nedstammer fra et fælles stamtræ, og at de to arter for lang tid siden har forgrenet sig til forskellige arter.

Forkast moral og etik

Mange forskere med forkærlighed for race- og klasseopdeling i samfundet modtog evolutionsteorien med kyshånd. Ikke mindst Herbert Spencer, der fandt på udtrykket "survival of the fittest", var mere end villig til at drage samfundsetiske konklusioner af Darwins teori i hans aggressive promovering af kapitalismen. Sådanne udledninger er imidlertid fejlagtige, blandt andet fordi evolutionsteorien er en meget præcis teori med et specifikt anvendelsesområde. Med evolutionsteoriens specifikke anvendelsesområde kan man ikke begrunde Spencers sociologiske teorier om "udvalg" og "konkurrence" gennem den biologiske teori.

Darwin selv gjorde opmærksom på, at der ikke kan udledes moralske og etiske konklusioner fra evolutionsteorien. Evolutionsteorien er udelukkende en teori om, hvordan arter udvikler sig, ikke et moralsk krav. Den indeholder ingen "bør gøre" dogmer, ingen foretrukne arter eller racer, og ingen tilskrivning af værdi til nogen form for individ. Evolutionsteorien indebærer heller ikke, at udvikling er et fremskridt, hverken i en moralsk betydning eller i betydningen af udvikling mod mere komplekse former. Den er udelukkende en teori om, hvorledes arter udvikler sig, ikke en teori om, hvordan arter og individer kan sammenlignes. Den er moral- og etikløs.

Sammen med forkastelsen af moral og etik i forbindelse med evolutionsteorien kan vi også forkaste de holdninger, at mennesket skulle være endepunktet for evolutionen, og at mennesket på nogen måde skulle være mere eller mindre værd end andre arter. Evolutionsteorien mere end antydede, at mennesket blot er et dyr på lige fod med alle andre dyr.

Løse ender

Jeg har undladt at nævne miljøets indflydelse på et individs udvikling. Jeg har antydet, at et individs egnethed afhænger af omgivelsernes øjeblikkelige tilstand, men jeg har ikke diskuteret, hvordan et individ kan ændre på dets miljø og dermed påvirke dets eget egnethed. Dette emne — miljø og koevolution — vil jeg måske vende tilbage til i en senere artikel.

Selv om jeg har nævnt sociobiologi mellem linierne, har jeg kun i meget ringe grad diskuteret det. Dette emne vil måske også være noget, jeg vil vende tilbage til i en senere artikel.

Konklusion

Evolutionsteorien gør også op med den gængse vestlige opfattelse, at der skulle eksistere guddommelig plan med menneskets og andre dyrs udvikling. I modsætning til etablerede religioner bygger evolutionsteorien på den observation, at det er kaos, ikke orden, der er den drivende kraft bag arternes mangfoldighed.

Der er ingen etiske og moralske implikationer af evolutionsteorien. Der er tilsyneladende kun én regel, der gælder for arternes overlevelse: Hvis en art får et rigfoldigt afkom og formår at pleje afkommet indtil afkommet selv kan få afkom, er arten godt udstyret for overlevelse. Der er på ingen måde tale om, at individer skal sikre sig deres afkom på bekostning af deres artsfæller.

Teorien kan lære os, at vi ikke er endemålet med evolutionen, og at vi blot er én blandt mange arter. Først om mange hundrede tusinde år kan vi afgøre, om vi har været godt eller dårligt tilpasset.

Forskelle mellem evolutionsteorien og den religiøse opfattelse er opsummeret i tabellen nedenfor: