Daimonernes konge

Interview med King Diamond til Satanisk Bulletin

Fra Satanisk Bulletin nr. 3 og 4, 1999-2000

Der er mørkt i hallen. Luften er varm og genlyder af de dystre toner fra et orgel blandet med stemmerne fra de par hundrede mennesker, der er stimlet sammen foran scenen. Pludselig brydes mørket af en spot, der bader en ensom person på scenen i lys. Hans sorte påklædning står i kontrast til hans hvidsminkede ansigt, der ligeledes har fået fremhævet øjne og mund med sort sminke. I hånden holder han et kors af knogler, hvorpå hans mikrofon er fastgjort, og mens han tager sig til sin høje hat, siger han: ”Godaften Danmark! Det er skønt at være tilbage.”.

Musikeren Kim Bendix Petersen, bedre kendt som King Diamond, er en af Danmarks mest produktive musikere. Han er frontfigur i de to bands ”King Diamond” og ”Mercyful Fate” og har udgivet godt 15 albums siden starten af 80’erne. Hans optræden såvel som hans udseende på scenen er provokerende, og han synger ofte om Satan og okkultisme, hvilket har givet ham et noget blakket ry. Men selvom han aldrig har begået nogle af de perversiteter, han i tidens løb er blevet anklaget for, er hans sceneshows stadig værd at se på grund af deres detaljerigdom. King Diamond omformer scenen, så den passer til den historie, han skal til at fortælle. Således optræder musikerne blandt gravstenene på en kirkegård eller omkring den pæl, hvorpå inkvisitionen brændte deres ”hekse”. Når det passer ind i sammenhængen, udpeges sågar den skyldige, der bliver bundet og brændt for sine ”forbrydelser”. Alt sammen lige for øjnene af publikum...

Men King Diamond er ikke bare endnu en af de utallige musikere, der slår plat på satanismen, men erklæret satanist og æresmedlem af Church of Satan. Da der endvidere er tale om en dansk satanist, der har formået at etablere sig et navn ude i den store Verden, var det jo passende at forsøge at få et interview med ham til ”Satanisk Bulletin”. Det resulterede i en timelang snak om alt fra hans tro og mødet med Dr. LaVey til hans musiske udvikling og meningen med hans tekster. Dette er blevet til to artikler, hvoraf den ene kommer her.

King Diamond har i tidligere interviews fortalt, at det var en såkaldt overnaturlig hændelse, der gjorde ham interesseret i det okkulte. Men hvad var det præcis, der skete:

KD: ”Det skete i forbindelse med Mercyful Fate i min lejlighed i Hvidovre. Vi havde lavet vores første eller andet demobånd, og de skulle allesammen komme forbi min lejlighed, drikke nogle bajere og lytte til lidt musik. Vi sad så rundt om et sofabord. Jeg sad i sofaen, og de [Kim Ross, trommeslageren dengang, og Kings bror] sad i et par stole på den anden side. Pludselig rejste min brors glas sig omkring 40 centimeter op i luften. Det var første bajer, vi havde drukket. Vi sad ikke og snakkede om noget specielt, men pludselig rejste det sig altså en halvmeters penge op i vejret og gik stille og roligt ned på bordet igen. Og vi så det alle tre. Det var ret mærkeligt. Jeg tog det, som om de kræfter, jeg tror, der er omkring os, sagde: ”Held og lykke med det, vi er med jer”. Og det er så blevet brugt i nogle tekster sidenhen.”

Efter denne oplevelse var King Diamonds videre interesse for det okkulte bestemt. Han læste alle de bøger, han kunne finde om emnet på biblioteket, og opdagede hurtigt, hvor mange forskellige indgangsvinkler der er til emnet afhængigt af forfatterens trosretning. Da King Diamond noget tid efter faldt over ”Satans Bibel” i en boghandel, var han jo også nødt til at se, hvad det var. Det er jo den eneste måde at lære noget på, mener han, og han ser da også satanister som mere åbensindede end gennemsnittet:

KD: ”Det er jo ikke sådan, at man bare tror blankt på alt, hvad man læser og ser og hører. Det skal man i hvert tilfælde ikke gøre. Der var i hvert fald en hel del, det var meget interessant at læse. Men der var også en masse ting, hvor man sad og tænkte: ”Fuck, det lyder lidt for vildt det der”. Hvorfor skulle folk være det og gøre dit og dat. Jo mere, jeg læste, og jo flere bøger, jeg fik fat i, jo mere viden fik jeg så fra forskellige synsvinkler, og så begyndte der at falde nogle ting på plads for mig. Og jeg har haft en masse andre oplevelser senere, som også er blandet ind i teksterne nogle gange.”

”Det var først halvandet år senere eller der omkring, at jeg fandt den [Satans Bibel] i en boghandel i København. Så tænkte jeg, fordi jeg altid har været meget åbensindet og altid har givet ting en chance, især hvis det var nogle outrere ting, man ikke rigtig ved noget om, at man ikke bare skal tage fra én bog og én synsvinkel og så tro på det. Flere af de okkulte bøger var skrevet af kristne, har jeg fundet ud af senere. Og den måde, satanismen var beskrevet på, var de gamle uhyrligheder fra inkvisitionen om igen. Det var det, det hele gik på. Det kunne jeg ikke rigtig relatere til som værende den ægte vare, der var for mange spørgsmålstegn ved det. Så faldt jeg en dag over denneher bog og tænkte, at nu kunne jeg måske finde ud af noget mere og se det fra en anden synsvinkel. Så jeg købte den. Og så finder man jo ud af, at den type satanisme, som LaVey han kører, ikke er baseret ret meget på religion. Jeg vil faktisk sige, at det udelukkende er livsfilosofi, man finder i “Satans Bibel”. Religiøs tro er der ikke nogle retningslinier for. Der skal man tage det, der passer til én selv, for man kan ligeså godt indse, at vi allesammen er forskellige og ikke kan tro på de samme ting alligevel. Ikke 100 %, det er der ingen af os, der kan. Det er derfor, vi hedder individer - der er kun én af slagsen.”

“Jeg har altid haft nogle meget stærke personlige ideer rent religiøst. De ting, jeg står for, er ikke noget, du kan finde nedskrevet i en bog. Jeg har ikke taget det fra én bog og det fra en anden. Jeg har altid stillet en masse svære religiøse spørgsmål til mig selv for at få lidt mening med livet, og jeg har en idé om nogle ting, der giver mening for mig.”

”Man er klart mere åbensindet som satanist. Man er åben for ideer og andres snak og altid parat til at lære noget, og man ved, man kan lære noget ved at snakke med andre mennesker. Det er forskellen fra folk, der virkelig er indoktrineret i deres religion. De vil simpelthen ikke høre på noget andet. Så snart der er en person, der tror på noget andet end dem, så fordømmer de ham til Helvede. Det er dem, der skulle være så gode, der ønsker andre det værste lort, hvis de kan slippe afsted med det, De kan overhovedet ikke acceptere andre trosretninger. Det har jeg oplevet masser af gange, og sådan nogle folk kan man slet ikke snakke med. Så er der også kristne, der har et sundt forhold til kristendommen, og som det ikke er noget problem at komme godt ud af det med. Men der er desværre også mange, som er fuldstændig langt ude på overdrevet.”

Denne meget liberale holdning til tro har gjort, at King Diamond ikke fordømmer andre mennesker, bare fordi de tilhører en eller anden bestemt religion. Det er i sidste ende personens væremåde, der bestemmer, om vedkommende er værd at være sammen med. I hans øjne er det latterligt, at folk kan hade hinanden, bare fordi de har forskellige religiøse livssyn:

KD: ”Folk vil altid se forskelligt på alle ting i både små og store nuancer. Det er der ikke nævnt noget om i Satans Bibel, netop fordi man indser, at man er et individ, og det burde være det, der tilfredsstiller en mest, der er det vigtigste. Man behøver ikke sidde og diskutere med andre om at have ret i, hvad man tror på, for det kan man ikke. Der er ikke nogle beviser for en fis der alligevel. Der er ikke nogen, der kan gribe ud i luften og sige: “Når jeg nu åbner hånden, så vil du se den rigtige og eneste rigtige Gud, der findes i det her univers”. Så åbner han hånden, og der er ikke noget. Det er tro, og det betyder, at det er noget, man ikke kan bevise. Og det giver en hel masse mening for mig, i hvert fald. Derfor respekterer jeg også alle mulige trosretninger. Det er ikke sådan, at jeg hader folk, der tror på det ene eller det andet, så længe det er “gode mennesker”, man kan være sammen med uden at behøve at kæmpe om den slags ting. Jeg kender da flere folk, der er kristne, eller hvad fanden de så end tror på, som absolut er fede mennesker at være sammen med.”

“Jeg har oplevet masser af gange, at folk ikke skal have mere med en person at gøre, når de finder ud af lidt mere om, hvor de står religiøst. Og det er de fordomme, der bare er så latterlige i mine øjne. At folk dømmer andre på baggrund af, hvad de tror på religiøst, det er simpelthen så jord i hovedet. Men man ser det jo overalt; folk bekriger jo stadig hinanden over den slags ting.”

Religiøst tror King Diamond selv på, at han har levet før og skal leve igen, indtil han har gennemlevet alle de følelser, det er muligt for et menneske. Først da kan han komme videre. Dette kommer til udtryk i nogle af hans sange om inkvisitionen, idet hekseforfølgelserne er noget, der optager ham meget, men tydeligst er det i sangen “Dead Again” fra albummet af samme navn.

KD: “Jeg er overbevist om, at man skal igennem mange liv for at opnå den erfaring og opleve de følelser, der skal til, før man er klar til at gå videre til et andet plan. Det er én af de ting, jeg tror på religiøst, og jeg er sikker på, jeg har levet før. Jeg ved ikke, hvor mange liv jeg skal leve endnu, førend jeg har erfaret alle de følelser, der er at erfare på denne Jord. Det kan være på mange forskellige måder, man oplever dem. Jeg er for eksempel sikker på, at hvis jeg ikke allerede har slået en anden person ihjel, så kommer jeg til det en eller anden dag, fordi det også er en følelse, man skal igennem. Det betyder ikke, jeg sidder og tænker, at nu må jeg heller gå ud og slå en ihjel, så det er gjort. Det kan jo være, jeg allerede har gjort det. Næ, du lever dit liv efter den sunde fornuft og efter den filosofi, du har lagt for dagen. Det her med at gå ud og slå en eller anden ihjel giver jo ingen mening for mig i dag. Hvorfor skulle jeg dog gøre det og så sidde i et fængsel? Det kommer jeg sgu ikke langt med.”

“Om jeg allerede har gjort det eller kommer til det på et tidspunkt, ved jeg ikke. Det kan da godt være, det sker i det her liv. Det kan jo være, at der bliver så meget kaos, at jeg får brug for min “Wincester”-riffel og min “Smith & Wesson”-pistol, når år 2000 kommer, og alle computerne går ned. Du ved ikke, hvad der sker, og hvis der er én, der bryder ind i mit hus en eller anden nat, så blæser jeg ham af Helvede til. Det er det, jeg har en pistol for. Nu bor jeg godt nok i et område, hvor der ingen kriminalitet er overhovedet, men der kan jo ske denne her vanvittige ting, at en eller anden kriminel er på flugt fra politiet og ender op i mit kvarter, hvor han bryder ind i det første det bedste hus for at skjule sig. Selvom chancen er minimal, kunne det jo ske. Det kan ske på mange måder, og bagefter får man følelsen af, at man har taget et andet liv. Det kan have været i en krig, det kan være, jeg har været heksejæger engang, eller det kan være, jeg selv er blevet brændt på bålet. Mange forskellige situationer kan give dig den samme følelse, og jeg tror, man skal have oplevet alle de mulige følelser, inden man kommer videre.”

Satanisme er en human filosofi i den forstand, at den er tilpasset menneskets følelser og behov i stedet for at undertrykke dem, mener King Diamond. Man skal leve, som man har lyst til, men hele tiden huske på, at man skal overholde den gældende lovgivning, hvis ikke man vil ende i et fængsel. Selvom den kristne Bibel har nogle sunde tanker hist og her, er størstedelen ubrugeligt, mener han.

KD: “Det er en logisk, nede-på-jorden filosofi, som er skrevet ud fra den måde, mennesket er på følelsesmæssigt. Vi har en masse følelser, vi ikke bør fornægte. Jeg kunne aldrig rigtig relatere til de ting, Crowley skrev. Der var simpelthen for meget stofmisbruger og flugt fra virkeligheden i ham, synes jeg. Men man kan sige, at han havde en enkelt linie, der var noget værd: “Do what thou will shall be the whole of the law”. Den strækker i hvert fald langt i mit liv. Du kan selvfølgelig aldrig nogensinde føre den helt ud i livet, da du så vil ende i et fængsel. Men man skal helt klart leve efter sine følelser og den sunde fornuft, der skal til, for at man ikke ender i nogle situationer, man ikke har lyst til at være i. Hvis du ikke har noget imod at sidde i et fængsel i Dallas og vente på den elektriske stol, så kan du selvfølgelig godt gå ud og gøre lige nøjagtig, hvad du har lyst til, men ellers holder den ikke rigtig. Du er nødt til at leve fornuftigt og følge de love, der er sat i det land, du lever i, ellers ved du, hvad der sker. Men du kan sandelig leve mange af dine følelser ud, selvom du lever med fornuft. Det kan jeg, og den sataniske filosofi handler netop om ikke at lægge bånd på sine følelser, som så mange andre trosretninger gør. De følger bare en eller anden bog, som er skrevet flere tusinde år før og ikke passer på menneskeheden i dag, til sidste bogstav. De bøger er simpelthen så uddaterede, at det gør ondt. Jeg vil stadig sige, at der er noget god sund moral her og der i den kristne bibel. Men der er så meget, der ikke giver nogen mening for mig, at jeg ikke kan bruge Bibelen som holdepunkt i mit liv. Der er noget sund moral i den hist og her, men derudover er den til skraldespanden. Det er så min mening.”

“Jeg lever mit liv, som jeg har lyst til. Jeg ser måske ikke så mange mennesker som de fleste andre, og jeg går ikke ret meget ud, men det hænger sammen med, at der er mange falske venner omkring. Jeg har nogle få venner, som jeg altid kan stole på, og som jeg gør ting med. Jeg kender også en masse mennesker, en uhyggelig masse mennesker, som altid siger hej, men det er ikke folk, jeg nogensinde vil kunne stole på, hvis situationen krævede det. Og det er dem, man møder, når man går ud, og det siger mig sgu ikke så meget.”

Da King Diamond læste ”Satans Bibel”, havde han den samme oplevelse som så mange andre: Den sære fornemmelse af, at en fremmed person beskriver den måde, man altid har levet på, i en bog. Denne livsfilosofi kommer til udtryk i en mængde af hans tekster, hvilket Anton Szandor LaVey har bemærket. I hvert tilfælde fik King Diamond efter en koncert i San Fransisco at vide, at Dr. LaVey gerne ville møde ham. Efter en lang samtale blev han gjort til æresmedlem af CoS:

KD: ”Da jeg læste ”Satans Bibel”, var det interessant at se den måde, som jeg levede mit liv på, beskrevet i en bog sort på hvidt. Den filosofi, som jeg altid havde levet efter - det var lidt mærkeligt at se. Der var selvfølgelig beskrevet nogle ting med den filosofi, som man måske ikke lige går og tænker over til daglig, men som man kunne få noget ekstra ud af at være opmærksom på. Sådan noget som psykiske vampyrer er absolut en ting, man kan komme langt med, hvis man er bevidst om det. Det kan godt være, man er klar over, at der er folk, der snylter, men det er ikke altid, man er vågen overfor det. Det er jeg, og der kan jeg så sige, at det har meget med den bog at gøre. Der står meget i “Satans Bibel”, som er værdifuldt i ens liv, hvis man tager og bruger det, men det at se det på skrift får én til at tænke lidt dybere over nogle ting. Jeg har altid levet mit liv på den måde og kunne med det samme relatere til alt, hvad der stod i den bog.”

”Det var efter et ”King Diamond”-show, vi spillede i San Fransisco i 1988, tror jeg. Jeg fik at vide af nogle af crewfolkene, at der var nogen fra Kirken, som godt ville snakke med mig. De sagde, at de havde en invitation fra Dr. LaVey, som de kalder ham, om at komme ned til Kirken [The black House] og sige hej til ham og Blanche Barton.”

”Jeg ved ikke, hvad klokken har været på det tidspunkt, men den har vel været 01, da de kørte mig derned. Jeg spurgte, hvor det var henne, men de ville ikke sige noget som helst. Men alle folk i San Francisco ved jo, hvor den ligger alligevel. Der er jo skrevet et nummer om den også. ”Hotel California” [af The Eagles] handler jo om Kirken. Den ligger på en gade, der hedder California, og det med, at du kan komme ind men ikke ud igen, har noget at gøre med det hegn, der er ude omkring. Der hænger en masse pigtråd, der peger indad, så hvis du kravler over, kan du ikke komme ud igen og så videre. Nummeret er bare skrevet på en anderledes måde. Der er godt nok et hotel, der hedder Hotel California, men det har ikke noget med den sag at gøre. Det var bare der, de tog billedet til pladen. Sangen ”Hotel California” drejer sig udelukkende om Kirken.”

”Nå, men de kørte mig til Kirken, og der var et par kæmpe vagthunde. Blanche Barton var der til at tage imod, og vi blev ført ind i en lang gang og ned i LaVeys bibliotek. Der sad vi og ventede på ham, og da han kom, sad vi og snakkede i et stykke tid. Han spurgte så, om jeg ville ind og se ritualkammeret, hvilket jeg sagde ja til. På det tidspunkt havde det været lukket i halvandet års tid for at regenerere energi, så de to, der havde ført mig derud, var lidt misundelige, kunne jeg godt se. LaVey og jeg gik så derned, og på vejen var de store vagthunde der igen, det har været dobbermans eller sådan noget. Jeg skulle selvfølgelig teste, så jeg begyndte at klappe den ene. Han stod bare der og kiggede, indtil han sagde: ”Good vibrations, I see.” Vi gik ind og spenderede halvanden time i ritualkammeret og snakkede om en masse ting. Det er svært at beskrive med ord, hvad der skete derinde, og det har jeg heller ingen grund til at forklare folk, for det rager ikke nogen. Det var under alle omstændigheder en meget speciel oplevelse, som jeg aldrig nogensinde glemmer.”

”Vi snakkede først rigtig dybt, da vi var alene, og jeg gjorde noget ud af at være den, der snakkede først. Jeg fortalte ham, hvad mit syn var på satanisme, på verden og på det spirituelle. Jeg ville nemlig ikke stå der som en eller anden nikkedukke og bare sige ja og nikke til det, han sagde til mig. Jeg ville være den, der forklarede ham, hvad mit synspunkt var, og så kunne han tage stilling til, om han var enig eller ej. Egentlig kunne det være ligegyldigt, for det ville ikke ændre min mening, medmindre han kunne fortælle mig noget, der pludselig ville åbne mine øjne i visse retninger. Hvis han ikke kunne sige noget, som åbenbarede et eller andet for mig, ville jeg blive ved med at være, som jeg var, selvom han måske ikke kunne tilslutte sig den samme overbevisning. Men jeg fortalte ham simpelthen, hvad mine synspunkter var, og da jeg var færdig med det, tog han sit Baphometsymbol af sin jakke og pressede ind i hånden på mig. Det var en utrolig følelse, der ikke kan beskrives.”

”Inden vi gik ind i ritualkammeret, sagde han til mig, at han havde tjekket op på os gennem flere år, og at han værdsatte det, jeg gjorde for Kirken uden at være medlem, meget. Det var grunden til, at han gerne ville møde mig, nu da han hørte, vi var i byen. Der står også skrevet i hans biografi, at efter hans mening, var jeg den eneste musiker, der gjorde noget ordentligt for Kirken. Så der var en masse respekt fra hans side af, og for mig var det interessant at møde ham for at se, om det bare var én, der havde skrevet en bog for at tjene nogle penge. Selvom der er en masse mening i det, han har skrevet, ville jeg gerne se, om han virkelig stod 100% bag det. Og det blev fuldstændig bekræftet. Det var helt utroligt at møde den mand; det kan ikke beskrives med ord. Og det er ikke for at putte ham op på en piedestal, men hele atmosfæren var ubeskrivelig.”

”But all these bands, with the single exception of King Diamond, who has the courage to openly support Satanism and makes no secret of his dedication, stridently deny charges that they are advocating actual Devil worship – it’s all in fun.”

”The Secret Life of a Satanist”, side 147

King Diamond beskriver Dr. LaVey som en meget karismatisk person, der besad en veludviklet humor såvel som evnen til at være seriøs, når det var nødvendigt. De fik et meget tæt forhold, der fortsatte i årene efter, hvor de holdt kontakten ved lige gennem brevveksling. King Diamond er blevet introduceret til næsten hele familien LaVey, og han fik at vide, at han bare kunne ringe direkte til Dr. LaVey, når han havde lyst. Det har han dog aldrig benyttet sig af. Til det havde han for meget respekt, siger han.

”LaVey havde en enorm kraftig aura. Det var som om, man kunne mærke, han var der, inden man så ham komme ind i rummet. Han havde en enorm udstråling af kraft og en humor uden lige. Det var virkelig utroligt. Han ser jo kanon dyster ud men sikken humor. Han var seriøs, når det skulle være seriøst, og fuld af jokes, når der var plads til det. Det var meget let at være der. Jeg sad ikke og foldede mine hænder og tænkte: “Uh nej, hvordan skal jeg nu opføre mig?” Jeg kunne bare sidde og være mig selv uden at tænke på, at det lige var ham, der var til stede.”

”Der er tretten rum i Kirken, og han kunne komme ind og ud af dem alle, uden at du kunne se, hvor han kom fra. Der er en masse hemmelige gange. Da vi var færdige i ritualkammeret, tog han mig med ind i sit musikrum, hvor han begyndte at spille på sine keyboards. Han startede med at spille noget rigtig sejt, stemningsfuldt noget, og så pludselig slog han over i ”Wonderful Copenhagen”, fordi han vidste, hvor jeg var fra. Og så sad han der med sit smørede smil og morede sig over, at han begyndte at spille ”Wonderful Copenhagen”. Det var ret fedt. Jeg fik så taget et par billeder af os sammen og har siden haft noget korrespondance med ham, hvor jeg stadigvæk har hans håndskrevne breve. Her i år, da jeg var oppe og spille i San Fransisco, var LaVeys ældste datter, Karla, med til vores show, og jeg viste hende et af brevene, og hun var lige ved at græde. Han jo er død for nylig, så det var lidt mærkeligt for hende at se. Så sagde hun til mig, at han aldrig nogensinde skrev personlige håndskrevne breve til nogen som helst. Det var hun ret overrasket over at se. Og det, der stod i brevet, rørte hende også.”

”Jeg har selvfølgelig set de fleste af medlemmerne i familien. Zeena har jeg gået ud med et par gange, og hendes søn, Stanton LaVey, har jeg også set. Jeg så også Zeena på vores King Diamond-tour i år, og der er en anden fætter, der også kommer til nogle af vores shows. Så jeg har efterhånden mødt hele familien.”

”Efter besøget i Kirken fik jeg både hans privatnummer og nummeret til Kirken. Jeg kunne bare ringe, når jeg havde lyst. Det var ligegyldigt, om det var nat eller dag, og om jeg bare ville snakke lidt bullshit eller havde noget vigtigt at sige, sagde han. Det har jeg aldrig benyttet mig af, der har jeg for meget respekt. Der var også så meget i det møde, vi havde, at det andet havde virket latterligt. Men vi skrev jo et par gange til hinanden. Han skrev blandt andet om, hvad han syntes om vores møde, og jeg skrev tilbage og bad om et par kopier af de billeder, han havde fået taget af os.”

Selvom King Diamond selvfølgelig helst ville have, at Dr. LaVey stadig var i live, føler han ikke, at hans død har påvirket satanismen. I hvert fald ikke for ham, da han alligevel altid har kørt sit eget løb. Endvidere ser han heller ikke satanisme som en religion men som en livsfilosofi, der sætter nogle ting i sammenhæng. Han kan godt lide det åbne rum, han mener, ”Satans Bibel” har, så man kan tro på det, der giver mening for en selv, og lade andre om deres. Men det, han kalder ”kristen satanisme” - troen på Satan og ”Det Gode” versus ”Det Onde” - er for langt ude for ham.

KD: “Jeg ville da absolut håbe, han stadig var i live, men jeg har aldrig været medlem af en kirke [grotto] i Dallas, hvor man mødtes for eksempel en gang om ugen. Jeg har altid kørt mit eget løb. Det gjorde jeg før, og det gør jeg stadig. At LaVey gav mig et evigt medlemskab er en side af sagen, men det betyder jo ikke, at jeg tager til San Francisco hver uge for at være i Kirken. Men jeg møder masser af satanister, når vi turnerer i USA. Nogle af dem kører kirker herovre, og det er selvfølgelig interessant at udveksle nogle meninger med andre. Nu er det ikke så meget tid, man har til det, men det sker. Jeg har aldrig været specielt medlem af en satanisk kirke [grotto], andet end at jeg stadig er medlem af Kirken i San Francisco, hvem der så end skal overtage den nu. Men det er, hvor jeg står; jeg har altid kørt mit eget løb.”

KD: “Jeg kan ikke se satanismen som en religion, idet den for mig netop står for at have et stort tomrum, når det kommer til det spirituelle. Det bør være hver mands eget domæne, og man skal tro på det, der giver mening for en selv, og som man har lyst til. Man skal så heller ikke fordømme alle mulige andre for at være anderledes, og hvis der er folk, der fordømmer dig, så kan de selv fise til Helvede. Men at tro på en guddom med horn i panden, lang hale og det ondes kamp mod det gode, det er for langt ude, det kan jeg slet ikke relatere til. Det er den type satanisme, jeg kalder kristen satanisme, da det er den måde, kristendommen har beskrevet satanismen på. Jeg har min spirituelle og religiøse overbevisning, som du ikke kan finde skrevet ned i en bog. Hvad jeg tror på, behøver jeg ikke diskutere eller prøve at få andre til at tro på. Det er fuldstændig ligegyldigt. Det er ikke meningen, at alle skal være ens og tro på det samme. Jo mere ens, man bliver, jo kedeligere bliver det at være i live. Så jeg mener absolut, der skal være det her store åbne rum, hvor man hver især kan tro på det, der giver én mening. Jeg mener også, det er det, der er statueret i “Satans Bibel”. At der står, hvordan man kan udføre nogle ritualer, er en ting, men så er det et spørgsmål om, hvordan man tror, de kan lade sig gøre. Man kan have forskellige meninger om, hvad det er for nogle kræfter, der fører din energi fra dig selv og til den person, du vil ramme med denne her gode eller dårlige besværgelse. I “Satans Bibel” står der intet andet, end at det er nogle kræfter.”

Efter at have fortalt om sit syn på den sataniske filosofi og hans møde med Dr. LaVey, gik King Diamond videre til at snakke om sin musik. Hvad er meningen med hans sange, hvor får han inspirationen fra, og hvordan har hans bands udviklet sig – både hver for sig og i forhold til hinanden. Og måske vigtigst af alt: Hvad kan vi vente os fra ham i fremtiden? For han er evigt aktiv, og siden sidste nummer af Satanisk Bulletin har han udgivet endnu et album, nemlig Cd’en ”9” med Mercyful Fate.

Mange mennesker reagerer på, at King Diamonds tekster ofte er ret blasfemiske, især når det kommer til Mercyful Fate. Er det noget, han tænker meget over, og er det blevet tonet ned igennem årene? Hvad er meningen egentlig med mange af hans tekster:

KD: ”Jeg synes, at hvis man kan snakke om blasfemi, så er det der stadigvæk. Nu har vi brugt ordet ”Satan” et par gange igen på den nye plade [”Dead Again” af MF], og det var vi ellers lidt væk fra i en periode, men teksterne har været i nøjagtig den samme retning altid, når det kommer til Mercyful Fate. Det er sjovt, men ordene ”Satan” og ”Lucifer” har en eller anden virkning på folk, som om det bliver værre eller mere blasfemisk, så snart de ord er med. Jeg skriver ikke noget specielt baseret på, at nu skal det være blasfemisk. Det kommer an på, hvad jeg føler, og hvad jeg ikke føler. Det skal sgu være noget, der er ærligt, og noget der giver mening for mig, ellers skriver jeg det ikke.”

”Men tag for eksempel ”Angel of Light” fra Mercyful Fate-albummet ”Time”. Jeg ved ikke hvor meget sortere, det kan blive, og det synes jeg har kørt generelt for Mercyful Fate fra start og op til nu. Jeg synes ikke, det har tonet sig ned på nogen måde. At man så skriver det på forskellige måder, så folk måske [ikke ser det så tydeligt], er en anden sag. På den nye plade er der f.eks. ”The Night”. Hvis der er noget, der er blasfemisk, så er det den! Nu ved jeg ikke, hvor familiær du er med den nye Mercyful Fate-plade?”

Og med disse ord begyndte King Diamond at forklare ideerne bag sangene på albummet ”Dead Again”:

KD: ”Den starter med nummeret ”Torture (1629)”, der handler om den frygtindgydende tortur, en uskyldig kvinde gennemgår, hvor det så hedder ”Torture in the name of Christ!” i omkvædet. ”The Night” drejer sig udelukkende om mig og så Old Nick, som er det gammelengelske navn for Satan, og som godt nok betyder julemanden herovre. Det er så mig og Satan, der er på vej ud i mørket og natten, for vi skal spionere på Gud og finde ud af, hvem han er; er han der overhovedet? Og så kommer det andet spørgsmål: Hvem er hun, og er hun der overhovedet? Hvem fanden siger, det er en han? Der er så mange ting, der er uafklarede i kristendommen, og det bliver der virkelig peget på dér. ”Since Forever” er et nummer, der har noget helt andet i sig. Det er første gang, jeg prøvede at se på, hvordan to ældre mennesker ville have det i en situation, hvor de havde haft et forhold for længe siden, og nu er det ved at lakke mod enden, og de vil gerne se hinanden igen. Så skal de pludselig til at genopfriske en masse gamle ting, og der bliver kun ét møde mere. Det er en mærkelig stemning, der går gennem nummeret, hvor jeg har prøvet at sætte mig ind i, hvordan de ville føle det.”

”Så er der ”The Lady Who Cries”, og det lyder måske meget sødt. Jeg sidder og ryster på hovedet, når de har fundet en eller anden statue, der græder, om det så er mælk eller blod. Det bliver så lavet til en helligdom, og folk strømmer til og tror, at et dryp af det dér på deres finger får deres gigt til at gå væk. Imens står der folk udenfor og sælger T-Shirts i lange baner, og det er så råddent at glo på. Jeg skriver også, at den statue, de flokkes til, som var det et mirakel, den har jeg sgu set om natten... Der er det altså blod, der bliver grædt, og der står flammer ud af munden på den, som kommer dybt nede fra Helvede. Jeg har også hørt hende snakke virkeligt, og de ved ikke, hvem det er, de egentlig tilbeder. De ved ikke, det er Satan, og til sidst synger statuen: ”Lad jeres børn komme til mig. Lad jeres børn komme og tilbede mig”. Lad os nu sige, at jeg var superkristen og troede på mirakler: Hvem siger så, at det ikke er Satans værk, bare for at folk kan komme og tilbede ham i det skjulte, så de virkelig er ude og sælge deres sjæle? Meget af det er jo så falsk, og det er jo sat op, så folk kan tjene nogle skillinger, og de æder det råt. Det er, hvad det nummer handler om, og det vil jeg ikke ligefrem kalde at være fintfølende. En del af det er som sagt gammel overtro, for eksempel ”Banshee”. Der er også et nummer, der handler om vampyrer, nemlig ”Sucking Your Blood”.”

”Dead Again” er en af de sange, der handler lidt om det, jeg sagde før med, at jeg tror, man har levet før. Den person, der snakker – det er ikke mig, det kunne være hvem som helst - han føler, at nu er der sgu ikke meget tilbage i det her liv. Det er som om, det er ved at være på tide, at han dør igen, så han kan komme ind i et nyt scenario og opleve nogle andre ting, som han også skal igennem. Det er, hvad han ønsker, og det virker måske enormt depressivt i starten; ren dødslyst simpelthen. Pludselig sker det, og så får man denne oplevelse af, hvordan det er for personen at dø. Så oplever han, at her har han da været før...nej, vent nu lidt! Det dér er anderledes, det har han sgu ikke prøvet før. Selv i døden kan der være ting, som man oplever på forskellige måder. Det sker for denne person, og så kommer han til den konklusion, at der åbenbart er ting, han kan opleve i døden også, så han skal være død lidt længere denne gang. ”Fear” er så pludselig et nummer om mig selv. ”Crossroads” har en masse med ganmmel overtro at gøre, og jeg synger blandt andet: ”A suitable place/for making a pact with the Devil/a suitable place/ for us to hold the sabbath”. Ordene er brugt dér også.”

Efter denne gennemgang af det (dengang) sidste udspil fra Mercyful Fate, gik han i gang med at snakke lidt mere løst om forskellige sange fra andre plader: KD: ”På pladen ”Into the Unknown” [af MF] er der sangen ”Holy Water”; den er simpelthen så rå. Jeg skal fandeme ikke have noget af deres hellige lortevand, for det tror jeg ikke en skid på. I ”Under the Spell” [også fra ”Into the Unknown”] oplever jeg denne kult, der er i en kirke, som burde være kristen. Men de er i gang med at få Lucifer til at komme til kirken, og så er der bare vild fest i kirken, og de drikker altervinen og partyer helt ud – totalt blasfemisk. Det er det, som ”The Eye” [en KD-plade] også handler noget om; hvordan præstestanden var i gamle dage, og det er ikke mere end 200 år tilbage. Sådan kører det hele tiden.”

””The Preacher” [fra MF-albummet ”Time”] er skrevet om en TV-præst, vi havde her i Dallas. Det er ret pudsigt, for kort efter jeg havde skrevet nummeret, var han ikke på fjernsynet mere - det havde intet med det at gøre. Han måtte simpelthen flygte til Florida, fordi han blev drevet ud af Dallas med retssager. Det var noget med, at alle de breve, der blev sendt til ham - du ved, ”Send penge til min kirke” - de blev åbnet i en bank. Alle de breve med bønner, han ville bede over, blev åbnet, så de kun lige kunne få pengene ud, og så smed de lortet ud i en stor skraldespand. Det blev gjort i en bank, og han så aldrig det lort, han fik bare pengene ind på kontoen. Totalt kold i røven! Der var en gammel dame, som han blev ved med at skrive til om, at hun måtte sende flere penge, så de kunne bede mere for hendes syge mand. Hun måtte sende flere penge, så de kunne bede mere, for så var det helt sikkert, at han ville blive reddet. Så døde manden, og TV-præsten blev ved med at sende breve til hende om, at nu måtte hun altså sende penge, for det var vigtigt, at de fik reddet ham nu...og manden havde været død i en måned. Det er den prædikant, ”The Preacher” handler om.

”Så kan du gå tilbage til de gamle plader: Der er numre, der beskriver om ikke de nøjagtig samme ting så i hvert fald ting i samme stil. I ”Evil” bliver ordet ”Satan” ikke sagt noget som helst sted, og det gør det heller ikke i ”Curse of The Pharaohs”. ”Into the Coven” og ”At The Sound of The Demon Bell” har lidt af det. I både ”Black Funeral” og ”Satans Fall” er det der godt nok og også lidt i ”Melissa” [alle sange fra MF-albummet ”Melissa”]. ”To One Far Away” er et nummer, der blev skrevet om det gamle kranium, jeg havde, der blev stjålet under et show i Holland. Det lille instrumentalstykke er et sørgestykke over, at nu var det ikke med os mere. ”Gypsy” er ikke særlig satanisk, hvis man vil se kristen-satanisk på det, da det dér ord ”Satan” ikke er med i den. Der er masser af gamle Mercyful Fate-numre, der ikke har det i sig. ”A Dangerous Meeting” er en advarsel. Det var oppe i nyhederne, at der var en masse skolebørn på det tidspunkt, der legede med de her Ouija-boards, og der var nogle, der simpelthen ikke kunne klare de ting, der skete. Der er lidt af en advarsel i det nummer om, at hvis ikke du har autoritet og ved, hvad du har med at gøre her, så skal du holde fingrene væk, for det kan virkelig være skadeligt for sindet. ”Nightmare” har heller ikke noget med Satan. Det har ”Desecration of Souls” heller ikke direkte, men den handler om nogle ting, der skete i gamle dage, og som er beskrevet i visse okkulte bøger. Så er der ”The Oath”, hvor man pludselig er helt inde i det. ”Welcome Princess of Hell” er så et nummer, jeg skrev efter den oplevelse, jeg forklarede om tidligere, hvor jeg siger til disse kræfter, at de altid er velkomne i mit hjem. Jeg bruger så et kor til at synge tilbage, hvor det ligesom er de her kræfter, der siger: ”We raise our glasses”, og det er så denne her oplevelse, jeg havde. Så er der ”Come to the Sabbath”, som selvfølgelig [handler om et satanisk ritual]. [alle sange fra MF-albumet ”Don’t Break the Oath”].”

”Hvis man går tilbage og kigger på numrene og læser teksterne igen, så vil man se, at der er nogle numre, der har en masse, og så er der altså også numre, der intet har i sig, hvis man snakker om lige dét ord. Sådan er det stadigvæk. Mercyful Fate er én ting, og det har altid været på en speciel måde. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sig lige pludselig. Så skal jeg da ændre mig kraftigt. Der skal selvfølgelig være plads til nye ting også, men det generelle Mercyful Fate er 100% nu, som det altid har været.”

Efter disse mere eller mindre uddybende forklaringer på en del af hans Mercyful Fate-tekster, kunne det være interessant at høre, hvilket af hans to bands han selv ser som det mest sataniske. Ikke overraskende blev det bandet King Diamond, hvilket måske forklarer, hvorfor det er på udgivelserne herfra, at man ser de tydeligste – og mest relevante – budskaber, selvom musikeren King Diamond ikke har ét overordnet budskab:

KD: ”Mercyful Fate går over på det lidt mere spirituelle plan, måske det lidt mere religiøse, og noget af det, jeg selv tror på, er blandet ind i nogle af numrene. Andet er simpelthen bare overtro; ting som folk troede på i gamle dage, der måske virker vanvittige i dag. King Diamond-pladerne er mere satanisk-filosofiske, idet de har meget med, hvordan mennesker opfører sig overfor hinanden i forskellige situationer. Hvor idiotiske, åndssvage og onde, vi er, men nogle gange ser man også gode sider af folk. Du tager oftest én side, når du hører en King Diamond-plade, men andre gange har jeg sat det op, så der er to goder eller to onder, der mødes og kæmper mod hinanden, fordi de ikke kan se hinandens side. Men der er mange forskellige ting, og det bør der også være. Der er ikke noget med, at jeg prøver at få et [overordnet] budskab ud på en eller anden måde, men der er ting i teksterne, som kommer indefra. Ting, som jeg har at sige til folk. Men jeg ved ikke, hvornår jeg nogensinde har sagt ”Det er forkert!” og ”Gør sådan her!”. Jeg kan godt lide at stille en masse spørgsmål, for at få folk til at tænke over visse problemstillinger, som går mig på.

””The Eye” [også et KD-album] er så opdateret, at den også kan bruges fuldstændig i dag. Der er et hav af religiøse krige i øjeblikket, hvor man prøver at udslette hinanden på grund af forskellig religiøs baggrund. Det er meget få krige, der drejer sig om bare at have magten i et land. Det meste drejer sig sgu om religion, etnisk udslettelse og uhyrligheder. Det er så langt ude, at folk ikke kan acceptere hinanden for at være forskellige. Det er netop det, den handler meget om: Misbruget af den magt, der ligger i religioner af alle slags. De højtstående folk inden for en hvilken som helst religion har en masse magt over andre folk inden for den samme religion, og det bliver oftest misbrugt.”

””The Graveyard” [en KD-plade] handlede jo meget om børnemishandling, og der var nogle sager her i USA, som simpelthen var så groteske, at jeg blev så rasende over at høre om det. Derfor var jeg nødt til at blande det ind i historien på den plade, vi skulle til at lave, og det var et kraftigt tabu, man pludselig snakkede om. Der fik vi ret mange henvendelser fra forskellige fans bagefter, der skrev til vores fanklub her i USA, hvor de sagde, at det havde virkelig fået dem til at åbne deres øjne. Det var uhyggeligt for dem at se, fordi nogle af dem selv havde små børn, men det gjorde samtidig det, at de ville gøre en ekstra indsats for selv at følge deres børn til skole hver eneste dag og være sikre på selv at hente dem.”

”Det var også fordi, det virkelig var følt indefra. Der var specielt én sag her i Dallas, hvor der var en mand, der havde misbrugt en lille pige, så det var helt vanvittigt. Den person havde siddet seks år i fængsel, blev lukket ud og gjorde nøjagtig det samme den første dag, han var ude! Sådan en person skal aldrig tilbage i samfundet. Man kan så sige, at i den historie [på ”The Graveyard”] giver jeg lidt mere til kende, hvad min mening er, end jeg måske har gjort i andre historier. I slutningen af det nummer, der hedder ”I am”, skriger jeg simpelthen ”DIE!” til denne her person. Jeg kunne bare se den psykopat foran mig, da jeg indspillede det. Dér er det ret åbenlyst, hvad jeg mener, der skulle gøres ved ham...”

”På den seneste King Diamond-plade, ”Voodoo”, er der en familie, der flytter ind i et hus, og de har kun gode intentioner. Men de er bange for noget ukendt, og i stedet for at gå hen og lære lidt om det, før de fordømmer det, så tager de den lette udvej, og for at beskytte deres kommende barn vil de bare sørge for, at det voodoohalløj bliver fjernet. De gør det i deres øjne i en god mening, men voodoofolkene ved, hvad det vil betyde for deres religion, hvis det sker, og det kan de simpelthen ikke lade ske. Så de gør det gode for dem ved først at prøve at skræmme familien væk, men det lykkes ikke, og så går det helt ud på overdrevet med voodooritualer og de virkelig seje forbandelser. Men her er det så igen: Hvem er de gode, og hvem er de onde? Det kan man ikke rigtig sige i den historie, fordi begge sider prøver at gøre det rigtige for dem selv.”

”Da vi lavede ”Voodoo” læste jeg en masse for at få en vinkel, som var rigtig. Jeg må indrømme, at det eneste, jeg vidste om voodoo, var det der standardiserede fis, man har hørt om zombier, og de danser rundt med høns i hånden og drikker blodet fra dem og stikker nåle i små dukker. Men deres dybere religiøse baggrund anede jeg ikke en skid om, og der læste jeg fire bøger om voodoo, og jeg fik mig nogle overraskelser uden lige. Derfor er de ting, der drejer sig om voodoo, totalt autentiske. Der var en fra pladeselskabet, som var vokset op på Cuba, hvor de også dyrker voodoo nogle steder, og han havde været til sådan nogle ritualer som barn. Han sagde, at det gav ham kuldegysninger at læse det. Når man begynder at bevæge sig ind på et område som voodoo, og man ikke kender til det, så må man altså læse om det, så man kan beskrive de ting, man vil have med, på den rigtige måde. Det ritual, der hedder ”Sending of Dead”, det måtte jeg simpelthen have med i historien på en eller den anden måde, for det var da noget af det helligste. Pladen skulle ikke have været om voodoo fra starten af, men nummeret med de der jungletrommer gav mig en følelse af, at det var et eller andet afrikansk...det er sgu da voodoo! Så begyndte jeg at læse det op, og der var så meget i det, som overraskede mig, at jeg simpelthen måtte skrive en hel historie om det. Jeg har altid været fascineret af det men aldrig vidst særlig meget om det.”

”Så skal der være noget godt, der kommer ud af det, stiller man en problemstilling op, som man selv føler ret kraftigt for eller imod. Det er det, det drejer sig om for mig: Jeg vil godt have noget i teksterne, som betyder noget for mig, så jeg kan lægge alle mine følelser bag, når jeg synger det. Der er ikke noget stort overordnet budskab, men der ligger ting i teksterne, som mange folk sikkert kan få noget ud af på forskellige måder. Om det så bare er at tænke på en ting, man måske ikke tænker på normalt, og så tage stilling til det. Men selvom jeg måske synes, at én ting er rigtigere end en anden, betyder det ikke, at alle andre skal synes det samme. Det, at de tænker over det... det betyder noget.”

Når man som satanist læser visse af King Diamonds tekster, kan man godt undre sig lidt over det umiddelbart DC-agtige præg, nogle af de ældre har: Blodofringer, voldtægt af nonner og andre ekstremiteter. Hvorfor skriver han de ting? King Diamond understreger, at der har været en mening med hver eneste tekst, der er blevet skrevet – og så er negativ omtale jo som bekendt bedre end ingen omtale:

KD: ”Der er jo mange forskellige måder, man kan skrive numre på. Nu kan jeg ikke huske alle sammen, men der har været en mening med ethvert nummer, der er blevet skrevet. Dengang kan man måske sige, at det var mere skjult, end det er blevet senere. ”Nuns Have No Fun” for eksempel, der skal hun fandeme have: Op på korset med nonnen og så skal hun bare korsfæstes og dø og voldtages. Er det ikke det, de alle sammen gerne vil have, folk skal mene om satanismen? Jo, det er det. På det tidspunkt var vi jo ikke verdenskendte, men vi havde lidt af et navn i Danmark, fordi Mercyful Fate var det tidligere ”Brats”. Vi havde lavet nogle demobånd, og der var nogle DJ’s, der godt ville spille det i radioen. Det var der en vis præst, der var uhyggeligt meget imod, og han gjorde alt for, at vi ikke skulle få det der spillet. Så skrev vi det nummer, da vi endelig fik en kontrakt til at lave en EP, og det var møntet ret kraftigt på ham. Jeg vidste jo, hvad han ville sige om det cover: ”Der kan man se, hvor de fordærver ungdommen! De korsfæster en nonne og skriver, at hun skal voldtages.” Der blev en stor debat, men vi fik lov til at sige vores mening i avisen, netop fordi han gjorde sådan et stort nummer ud af det, og det gavnede os kraftigt. Det, man siger, er selvfølgelig: ”Hvordan kan du flippe ud over det? Det er en tegning! Det, du står for, I gjorde det i virkeligheden ved hundredtusindvis af mennesker, og så flipper du ud over en fucking tegning.” Det var jo lidt af et slag i hovedet at få, og det lukkede totalt munden på ham.”

””Evil” er jo heller ikke ligefrem et nummer, der stråler af positivitet. Jeg vidste, at alle journalister ville bringe det nummer op og sige: ”Hvorfor skriver du sådan noget? Det er jo ren død og ulykke! Du vil være den første ved hans begravelse, og den sidste der går; det er jo ren ondskab.” Ja, det kan man godt sige, det er. Hvad jeg så mente med det? Ja, så kan vi jo begynde at snakke om, hvad er godt og dårligt. Der er forskellige sider af, hvad der er godt og ondt i forskellige folks øjne. Hvem har ret? Man kan diskutere, om det overhovedet er attraktivt at have en verden, der er et rent Paradis, for på det tidspunkt mister du livsfølelsen. Du er nødt til at have de to yderpunkter af alting, for at kunne beskrive, hvad du føler. Hvis alt bare er det samme gode, så bliver det som at være i et coma. Hvordan kan du værdsætte en god dag, hvis du aldrig har haft en dårlig? Så ophører menneskeheden. Det er du egentlig ikke interesseret i, når det kommer til stykket, så hvorfor stille sig op overfor andre mennesker som om det er det, du gerne vil, og det, vi skal stræbe efter? Det virker ulogisk, og det kan aldrig lade sig gøre i denne verden, for sådan er mennesket bare ikke indrettet. Du kan lige så godt prøve at se fakta i øjnene og leve efter det i stedet for at leve i en fantasiverden – det får du nok lidt mere ud af.”

”Den forklaring var selvfølgelig ikke skrevet dengang. Efter du havde læst en tekst, stod der ikke, at ”Der var engang en præst...” Det kan være det, der virker som om, vi har tonet ned: At vi er blevet bedre til at skrive tekster, så der ikke behøver stå en forklaring bagefter. Det er måske mere forståeligt, det vi skriver i dag. Da vi skrev ”Nuns Have No Fun”, hvem fanden vidste så, hvorfor vi havde skrevet den? Det var der ingen, der gjorde. Så kan man også godt forstå, at folk havde de tanker om os nogle gange. ”Hold kæft, hvad er det for noget? Det kan de sgu da ikke mene.” Nå nej, men det gør vi da heller ikke, der er en helt anden baggrund for det. Det kunne du selvfølgelig ikke vide, for det står ikke nogle steder, men nu skal du høre, og så pludselig er der mening med galskaben. Dengang var vi nogle af de første, der havde den slags ting med i vores tekster, og vi var måske de første og eneste, der mente noget med det. Idet der var så få dengang, blev det mere outreret, synes folk. I dag er der et hav af bands, der bruger ordet ”Satan” i deres tekster. Det, vi gør i dag, virker ikke så vildt, som det gjorde dengang, og vi gør nøjagtig det samme. Det har noget med omgivelserne at gøre.”

Der er mange black metal-bands, der nævner Mercyful Fate som deres store inspirationskilde uden at dele holdninger eller musikstil med dem. King Diamond er blot beæret over, at så mange bands er blevet inspireret af ham, uden at han dog af den grund har sat sig ind i, hvad de står for. Derfor kan han heller ikke hverken sige noget godt eller skidt om dem, idet han ikke vil udtale sig om noget, han ikke kender til:

KD: ”Jeg lytter ikke til den slags musik. Jeg ved, der er lavet, jeg tror det er 2 tributes til Mercyful Fate, men jeg har ikke hørt de bands. Jeg ved ikke lige, hvad de laver, men det, at de har lavet en tribute til os, er man beæret over uanset hvad. Fordi de føler, at vi har inspireret dem til at gøre, hvad de gør, betyder ikke, at de skal lyde som os. Jeg har den samme ting med Jimmy Page. Det var ham og den første Led Zeppelin-plade, der var grunden til, at jeg gik ud og købte min første guitar, men derfor har vi aldrig lydt som Led Zeppelin. Uanset hvad de så end synger om, er det ikke noget, jeg skal fordømme eller tilslutte mig, selvom jeg vidste, hvad det var, men det gør jeg altså bare ikke. Det er irrelevant i denne sammenhæng, fordi det er noget helt andet, de gør, og så kan folk sige, at vi har inspireret til noget dårligt, eller vi har inspireret til noget godt...det er jo op til, hvad folk synes. Hvis de sælger tre plader, så bør der også være plads til dem i musikbranchen, for så er de entertainere, og hvis de folk, der har købt deres plader, kan lide det, så er det fint. Det er det, musik drejer sig om i første omgang: At entertaine. Det gør det også for os i første omgang. Jeg spiller jo ikke musik for at prædike til folk, vi laver musik for at entertaine folk. At der så ligger noget dybere i teksterne, det er noget, jeg gør for min egen skyld, så jeg ikke bare synger om et eller andet tomt.”

”Så er det, folk siger, at det og det band er inspireret af jer, og en fyr fra det ene band sidder i fængsel, fordi han myrdede én fra et andet band, og synes du, det er god inspiration, I giver? For det første kender jeg hverken bandet eller manden, men fordi han var musiker i et black metal-band og slog en anden person ihjel, så er det på forsiden af en eller anden norsk avis. Så spørger jeg som regel journalisten: ”Ved du hvorfor, han slog ham den anden ihjel? Jeg kender ikke noget til historien, og jeg kan ikke give min mening om noget, jeg ikke kender baggrunden for.” Det vidste han ikke, men det var noget med, at de to bands kæmpede mod hinanden. Det er da ikke nogen forklaring. På hvad måde, hvorfor, over hvad og hvordan? Hvis den ene person slog den anden person ihjel, fordi den anden person havde voldtaget den enes søster, så kan jeg sgu forstå, at han gjorde det. Det gør det ikke rigtigt, fordi du ved, hvad der sker, hvis du tager en andens liv, så må du leve med det, men så er der da pludselig en årsag. Jeg ville måske have gjort det samme og så have taget konsekvenserne, men det er der ingen af os, der ved noget om, så hvordan skal jeg kunne sidde og sige noget som helst godt eller dårligt om det?”

”At der er én person, der bliver slået ihjel i Norge den weekend, det kan jeg ikke relatere til. Det kan godt være, det lyder som om, jeg er kold i røven, men det har ikke noget med det at gøre, jeg er bare vant til lidt strengere ting her i Dallas. Selvom jeg bor i et område, hvor der intet kriminalitet er, så er det altså bare at tænde for fjernsynet, når det er nyhedstid, og se, hvor mange der er blevet myrdet i dag. Jeg kan sgu ikke se det som noget helt vildt, jeg skulle føle et eller andet specielt overfor. ”Ja, men de har også sat ild til en kirke.” ... Nå. Hvilke personer var involveret og under hvilke omstændigheder? Det er der stadigvæk ingen, der ved noget om. Giv mig nogle fakta, så skal jeg nok tage stilling til, hvad jeg synes, men så længe du ikke har nogle fakta, så glem det. Det kan være folk, der har været ude at hygge sig, og så er der måske noget, der gik galt. Der har måske været én fra et band og så 20 andre, der gjorde noget, hvor han slet ikke var med, men han var til stede. Hvem fanden ved det? På samme måde må jeg så fortælle ham her, at jeg er ked af at fortælle det, men det rager mig en skid. Jeg kan relatere lidt mere til, hvad der er sket her, og i Texas var der altså noget med næsten 100 kirker, der blev sat ild til inden for et år for omkring to år siden. Der var ingen, der kunne finde ud af hvorfor, hvordan og hvem. Det er sgu lidt mere til at tage og føle på, end at der vist nok var én, der var med til et eller andet, hvor der blev sat ild til en kirke.

”Jeg dømmer ikke nogen, hvis ikke jeg har nogle fakta bagved. Jeg har intet dårligt at sige om nogle black metal-bands. Jeg ved heller ikke, hvad de synger om, men hvis det er kristen satanisme, og de så siger, at de er inspirerede af os, så lad det da være sådan. Der er jo ingen, der siger, at de skal være LaVey-satanister, fordi de spiller black metal. At jeg måske ikke kan relatere til deres tekster, det kan jeg se, hvis jeg læser dem en dag, men det burde være lige meget. Fordi jeg siger, at Jimmy Page var ham, der fik mig til at starte, betyder det ikke, at han kan lide, hvad jeg laver, og det er irrelevant, for det ændrer ikke, at det var ham, der fik mig til at købe en guitar. Jeg siger aldrig et dårligt ord om en anden musiker, og jeg er ligeglad med, hvem han er, eller hvad han har sagt om mig, for jeg kan ikke gå ned på det plan. Hvis jeg ikke har noget godt at sige om dem, så siger jeg ikke noget, og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke giver udtryk for min følelser, næ, jeg har bare den rette fornuft med.”

Der går- selvfølgelig, fristes man til at sige - en del rygter om King Diamond, blandt andet at han slog hundehvalpe ihjel på scenen. Nogle gange giver hans åbne dedikation til satanismen visse problemer, men det er rent faktisk ikke noget, han lægger så meget mærke til:

KD: ”Der var en eller anden lille møgtøs, der sagde, at hun havde set mig dræbe hundehvalpe ved en koncert i Fælledparken i 1990. Det stod i avisen som et udklip fra en bog, en eller anden havde skrevet om ungdommen, og der var denne pige interviewet. Hun sagde så, at hun gik til en koncert i Fælledparken, og der havde hun så set King Diamond dræbe nogle hundehvalpe... Hvad for noget? Hvis du er den eneste, der har set det, har du måske været på lidt kraftige stoffer den dag. Der var ingen andre, der så noget i den retning, og der er intet, jeg mindre ville gøre. Det er fuldstændig latterligt komme med! Jeg har to katte, jeg elsker dyr. Jeg var tæt på at sagsøge dem med bogen, og jeg tror, jeg fik dem til at tage det ud af det næste oplag, fordi det var ren løgn, og det var der et par tusinde vidner på. Sådan noget pis at sidde og skrive. Det er de ting, der sker. Jeg har hørt tonsvis af rygter i min tid. Så er jeg pludselig død, og lige for nylig her er vores King Diamond-trommeslager jo blevet fyret, uden at jeg vidste noget om det... Jeg har efterhånden vænnet mig så meget til det, at man bare griner. Der er simpelthen så mange rygter, der ryger rundt på Internettet, som er totalt løgnagtige. ”The Highway of Mis-information” for sure!”

”Der var to nødder ved et King Diamond-show i San José, der stod udenfor med et par skilte: ”Hvorfor går I ind og ser Djævelen?” De flygtede, fordi fansene kiggede på dem og hamrede dem til med spørgsmål, som de ikke kunne svare på. Men det er sjældent, vi ser det. Der var engang i København, hvor der stod et forældrepar med en 12-års knægt udenfor og ville snakke med mig. Det gad jeg simpelthen ikke spilde tid på, for jeg ved, hvor indoktrinerede, de er. Der var et par af vores crew-folk, der gik ud og snakkede med dem, og de sagde også, at det var rystende. De stod bare der og sagde det samme pladder med deres bog i hånden. Så begyndte crew-folkene at stille nogle spørgsmål, for de kendte en del til det efter at have snakket med mig, som forældrene overhovedet ikke kunne svare på. Så spurgte de knægten, og så begyndte han bare at remse Biblen op næsten i trance. Hold kæft, stakkels barn.

”PMRC [Parents Music Resource Center] herovre har engang smidt os på noget, de kaldte deres ”Filthy Fifteen List”, det var helt tilbage i 1983 eller 1984. Der var vi på listen med nummeret ”Into the Coven”. De er jo så dumme. De burde vide, at hvis man skriver sådan noget om et band, så bliver det mere interessant at lytte til. Hvis du ikke vil gavne et band, så skal du holde din kæft om det. Så simpelt er det, men det er de for dumme til at forstå.”

”Ham der idioten Geraldo ville lave et show om satanisme, men hans type show er udelukkende sensationsjournalistik. Jeg tror, det var i 1987, hvor vi var ude at turnere med King Diamond. Han sendte et filmcrew ned til St. Petersburg i Florida, hvor vi spillede en udendørskoncert, og de skulle interviewe mig, mens jeg lagde make-up. Det gjorde de i 45 minutter, og han brugte en halv linie af det, jeg sagde, hvor han klippede midt i sætningen og sagde: ”Bullshit!”, og så viste de et klip af os, hvor vi spillede. Det er jo det med at manipulere og vise, hvad de vil have, folk skal se, og der var ikke nok sensation i det, jeg fortalte. Han ville gerne have hørt, at jeg sagde: ”Ja, man skal fandeme gå ud og finde nogle børn og slagte dem. Det er da det fedeste at drikke deres blod.” Og det er jo ikke det, jeg går ind for. Jeg sad og forklarede noget om filosofien i 45 minutter, og han brugte tre sekunder, så sagde han bullshit. De havde folk, der stod bag skærme, så man kun kunne se deres silhuetter, og de stod netop og sagde: ”Jeg solgte mit barn til en satanisk kult, vor de ofrede det”, og alt det. Hvis du skal stå og sige sådan noget, så andre folk kan tro på det, må du vise de folk. Hvem som helst kan sætte en person op bag en skærm og så bare lade dem snakke. Det var så latterligt! Det var for øvrigt der, Zeena LaVey var på, og hun snakkede altså ikke særlig godt for sagen, synes jeg. Der havde jeg godt nok sagt nogle ting, hvis jeg havde fået lov at sidde der. Zeena var lidt mere vag og lod andre folk tage ordet fra hende, og man tænkte, at nu må hun lige slå i bordet.”

Og hvad kan vi så vente os fra King Diamond i fremtiden? En dag kan det jo være, at han lægger musikken på hylden og laver andre ting. Men indtil videre kan vi nok godt regne med flere plader fra ham, idet hans svar på mit spørgsmål om, hvad der inspirerede ham, var følgende:

KD: ”Alt! Alt hvad der går for sig omkring mig. Det er noget med at holde ører og øjne åbne, for man kan lære meget. De erfaringer, man får, ryger ind et eller andet sted i hjernen, og det vigtige bliver holdt, mens det uvæsentlige bliver smidt væk, og en eller anden dag dukker nogle af tingene pludselig op igen. Der er en masse forskellige indtryk, der kører gennem min hjerne, som jeg tager og bruger af, og det kan være hvad som helst: En samtale jeg overværer mellem to mennesker, hvor der bliver sagt et eller andet, så man tænker: ”Hold da kæft!” Så tager jeg og bruger det.”

”Jeg startede på det [at lave ”Them” og ”Conspiracy” på bog], men pludselig blev begge bands aktive, og så blev det lagt på hylden. Men det er noget, jeg stadigvæk godt kunne tænke mig. Jeg kunne også godt tænke mig at skrive en helt ny historie; bare skrive en bog. Jeg kunne også godt tænke mig at producere andre folks plader og måske lave lidt musik til nogle film. Men i dag er der slet ikke tid til det! De to bands kører hele tiden, og det klager jeg ikke over, men der er bare ikke tid til de andre ting, man godt kunne tænke sig. Det må så være hver ting til sin tid.”

Til slut bad jeg King Diamond om en kommentar til de danske satanister:

KD ”Jeg håber, de finder det interessant. Du hører en masse af mine meninger, og der er absolut ikke nødvendigt, at folk skulle være enige i det, jeg sidder og siger. Der er måske nok nogle, der kan se en masse logik i det. Forhåbentlig har alle de folk deres egne meninger allerede, men der kan måske være nogle ting, hvor de tænker: ”Det havde jeg sgu ikke tænkt på før. Det er da egentlig rigtigt nok” eller ”hold kæft en idiot, ham King Diamond”. Men så er det også gavnligt, da de så danner sig en mening om noget, de måske ikke havde tænkt over før.”

Og med disse ord – og et håb om, at de kommer til at passe – sluttede interviewet.