Gør-det-selv exorcisme

Fra Satanisk Bulletin nr. 13, 2006

Djævelen er altid blevet malet som en formidabel fjende, men aldrig så frygtelig, at selv den ynkeligste svækling ikke kunne overvinde truslen, forudsat han eller hun var “stærk” nok i troen. Denne fremstilling tillod ethvert stakkels pjok at overvinde den indbildte fjende, og således glemme sin egen ubetydelighed.

Gennem århundreder har djævlekulter tilbedt Djævelen i håbet om, at Han ville befri dem for de kristne, men det faldt dem aldrig ind, at de spillede efter reglerne i et kristent spil. Disse djævletilbedere havde allerede tabt slaget om deres fornuft, og havde underkastet sig kristen propaganda. Forladt af deres kristne Gud var Djævelen deres sidste udvej.

Men vi har ændret spillets regler. Vi indså, at djævlekulter ikke længere kunne bruges. Satan selv skulle hidkaldes som Jordens hersker. Mennesket skulle blive som Satan og tage Satans navn som en del af sig selv, og et nyt samfund – et satanisk samfund, ikke en kult af djævletilbedere – skulle rejses i Hans navn. Vi ødelagde den bibelske illusion om Satan som en omstyrtet og besejret nummer to, og genindsatte Satan på tronen. Vi erklærede Satans tidsalder, og hylder Satan som Jordens hersker.

Vore fjender forsøger stadig at bekæmpe Djævelen, men tiderne har skiftet: Nu, hvor der findes erklærede satanister, er Satan ikke længere en bekvem teddybjørn for de usikre. Hvor Satan engang var en opfundet figur, der kunne antage skikkelsen af det grusomste uhyre, man nogensinde kunne forestille sig, man havde betvunget, nægter Satan nu at danske efter deres pibe. De samme mennesker, som engang opfandt Satan som et uhyre, der kunne tæmmes til støtte for deres forpinte egoer, finder nu, at Satan lever i bedste velgående, og har vendt sig mod dem. Satan er ikke en kuet skødehund, men en bidsk Cerberus, der ikke logrer for nogen herre.

Snart opdager de, at Satan spiller efter sin e egne regler, og at ethvert forsøg på at uddrive Djævelen slår fejl. De ser, at vi ikke gør, som de vil, og begynder snart at klage over, at vi ikke ønsker at diskutere med dem, at vi ikke er “onde” nok, eller at vi ikke rigtig eksisterer gennem påstande om, at vi ikke er “rigtige” satanister. Men deres forsøg vil mislykkes, for Satan står ikke længere til tjeneste som ego-hjælp. Satan er nu i sandhed deres fjende, en fjende af kød og blod, der ånder dem ned ad nakken.

Og alligevel forsøger de at sætte Satan i rollen som en fjende, de kan kontrollere. De opfinder stadig historier om overgreb og forbrydelser og kalder det “Satans værk”. Eller de organiserer hjemmesideforeninger for “alle satanister” eller definerer enhver, der engang havde en diabolsk tanke som satanist. Eller de gør Satan til en renskuret, intellektuel identifikation uden knusende hove og spiddende horn og påstår, at satanister er som alle andre. Billige efterligninger, der klynker over, at vi retmæssigt indtager pladsen som den eneste sande satanisme, stiller aldrig spørgsmål om hinandens krav på titlen. Det er en forståelig taktik, for de er alle i samme båd. Det er alt sammen et forsøg på at tæmme Djævelen, så Han spiller deres spil.

Vi forsøger ikke at tvinge Djævelen til at rette sig efter svage hjerner; vi spiller Satans spil, og når vi tager Hans navn som en del af os selv, er vi den Djævel, som mennesket har forsøgt at uddrive i årtusinder. Så når en satanist møder folk, der aldrig ville have turdet møde den Djævel, de har bildt sig ind, at de har magt over, vender alle sig mod satanisten.

Satan kan ikke beherskes, for Han har ingen herre, og Satans rige kan ikke kontrolleres, for Helvede er kaos og uden grænser. Satan vækkes til live gennem os selv, men ikke som en belejlig tjener. Ethvert forsøg på at gøre Satan til nummer to, der blot tjener som værktøj, skal ses for det, det er: Et forsøg på at beherske Djævelen og indtage Hans rige.

Hil Satan!