Ritualets anatomi - eller ”Hvorfor ateister påkalder Satan”

Fra Satanisk Bulletin nr. 13, 2006

I artiklen ”Ritualets betydning i moderne satanisme”, i Satanisk Bulletin nr. 11, beskrev jeg ritualers evne til at styrke sociale grupper. I denne artikel vil jeg se nærme på ritualets anatomi, samt sammenhængen mellem lære og ritual, når man skal tolke ritualer. Som praktisk eksempel på, hvad man kan bruge en ritualanalyse til, vil jeg se på LaVeys ritual for begær fra ”Satans Bibel”. Det skal i den forbindelse understreges, at en tolkning altid kun er én ud af flere mulige, selv om visse tolkninger selvsagt er mere sandsynlige end andre.

For at starte med det generelle, så kan alle ritualer deles op i tre faser:

1) I den første fase adskiller deltagerne sig fra den almindelige hverdag, og gør sig klar til at møde det overnaturlige. Dette kan kræve særlige omgivelser, genstande, påklædning osv.

2) I den anden fase møder deltagerne det overnaturlige, og der sker en eller anden form for kommunikation. Det kan være en bøn, et offer, varselstagning eller andet.

3) I den tredje fase fjerner man sig igen fra det overnaturlige og vender tilbage til hverdagen.

Første fase

Hvis vi starter med at se på første fase af LaVeys ritual for begær, så sker der en del forberedelser. Der gøres et alter klar med forskellige genstande, som hver har deres symbolske betydninger, som deltagerne formodes at være bekendte med. Den, eller de, der udfører ritualet, iklæder sig specielt tøj. Herefter indledes ritualet med at ringe med en klokke og udstikke verdenshjørnerne med et sværd.

Det, der gør første fase af LaVeys ritual lidt usædvanligt, er ikke de ting, der udføres i selve ritualet. At ritualer kræver et særligt sted, særlige symbolske genstande, særlig påklædning osv. er der ikke noget usædvanligt i. Det der gør LaVeys ritual lidt usædvanligt, er begrundelsen for disse forberedelser. Hos LaVey hedder det, at forberedelserne er nødvendige for at sætte deltagerne i den rette stemning, hvor man i klassisk religion eller okkultisme i stedet vil begrunde forberedelserne med, at forberedelserne er tradition, at de er nødvendige for at få ånder eller guder i tale, at de beskytter deltagerne mod fare eller lignende.

Den lidt ualmindelige begrundelse for forberedelserne er en del af LaVeys beskrivelse af magiens virkning, idet han lægger vægt på påvirkningen af magikerens eget sind, samt en eventuel påvirkning af en modtager. I stedet for at søge kontakt med en overnaturlig magt, som det sker i klassiske ritualer, søger den sataniske magiker at træde ind i en særlig tilstand, hvor han kan arbejde med sin underbevidsthed, og ved hjælp af psykiske energier påvirke sin egen eller et ”offers” underbevidsthed. Dette kan gøre det problematisk at opfatte LaVeys ritualer som religiøse, idet LaVey på trods af påkaldelsen af Satan tilsyneladende har fjernet den overnaturlige modtager, som religiøse ritualer henvender sig til. Dette giver flere tolkningsmuligheder. Man kan vælge at klassificere det som et ikke-religiøst ritual, f.eks. som et psykodrama, hvilket LaVey selv argumenterer for, eller man kan vælge den anskuelse, at LaVey ophøjer den menneskelige underbevidsthed til en form for uafhængig magt.

At LaVey arbejder med en form for ændret personlighedstilstand i forbindelse med sine ritualer er ikke i øvrigt ikke noget særegent for LaVey. I LaVeys samtid spillede ændrede personlighedstilstande og kontakt med det ubeviste som kilde til indsigt en stor rolle, både indenfor den udøvede religion og forskningen i religiøsitet. LaVey kendte endda antropologen Michael Harner, som senere opfandt nyshamanismen, hvor ritualer og ændrede sindstilstande spiller en meget stor rolle. Det er derfor muligt, at LaVey f.eks. har fået inspiration og teori af den vej, og det er rimeligt at antage, at LaVey langt hen af vejen har ment, at han holdt sig til en gyldig psykologisk forklaring af ritualernes virkning og funktion.

Anden fase

I ritualforskningen er der lagt særlig vægt på ritualets anden fase, den såkaldte liminalfase. Det er her, mødet mellem mennesket og det overnaturlige formodes at finde sted, og dette markeres blandt andet ved brud på de normale normer samt brug af symboler. Det, der normalt er forbudt kan blive påbudt, og de kendte kategorier ophæves. Ophævelsen af kendte kategorier kan i såkaldte naturreligioner f.eks. vises med masker, der sammenblander mennesker og dyr, mænd og kvinder, eller andre af hverdagens centrale kategorier. Denne tilstand af uorden er dog ikke ustruktureret, idet det tilsyneladende kaos netop understreger de normer og strukturer, som normalt gælder. Ved at bryde en normal struktur, f.eks. ved at sammenblande menneskelige og dyriske former, bliver der sat fokus på den normale struktur.

I LaVeys ritualer oplæses som standard en påkaldelse af Satan, hvorefter præsten læser den tekst, som har at gøre med den aktuelle ritualtype (i dette tilfælde begær). Herefter arbejdes der privat med en så detaljeret og følelsesmæssig virksom forestilling af den ønskede situation som muligt, efterfulgt af et orgastisk klimaks, som ifølge LaVey leverer den følelsesmæssige energi, som kræves, for at ritualet kan få en virkning. Hvis der er tale om et grupperitual, gives skriftlige begæringer til præsten, som læser dem højt, eller deltagerne siger dem selv. Hver begæring efterfølges af ”Shemhamforash” og ”Hil Satan” fra præsten, som gentages af tilhørerne.

I LaVeys ritual er der i denne fase normbrud på to niveauer: Dels er der de normbrud, som er brud på de normer, der gælder i det omgivende kristne samfund, og som bl.a. består af valget af den sorte farve, nøgenhed, mundtlig såvel som symbolsk afvisning af kristne værdier, påkaldelse af dæmoner m.m. Dette understreger den normale samfundsstruktur, og markerer deltagernes midlertidige adskillelse fra deres almindelige hverdag. Denne del af normbruddet er egentlig et brud med normer, som ligger udenfor de sataniske værdier, og kan på baggrund af det, vi ved om normal ritualstruktur, tolkes som en bekræftelse af netop disse ikke-sataniske værdier. Det giver dog mere mening at tolke det som en afspejling af den virkelighed, som satanister lever i: Satanister lever ikke i et satanisk samfund, og deres værdier eksisterer i en vis grad i opposition til det samfund, som de lever deres hverdag i. Derfor bliver et brud med det omgivende samfunds normer også et brud med deres dagligdags oplevelser, som understreger, at de i det rituelle rum befinder sig udenfor den normale hverdag.

Når den liminale fase for satanisten bliver et oprør med den hverdag, som ligger udenfor hans egne idealer, bliver ritualet til et frirum, som satanisten selv kan styre. Indenfor ritualets fire vægge kan man ”være sin egen gud”, se stort på samfundsmæssige normer, og til fulde lade sine drifter råde. I det rituelle rum er der både plads til intens liderlighed, dybfølt medlidenhed og glødende had. Her kan ens sinds forbudte dybder komme op til overfalden og få afløb, uden at det får uheldige konsekvenser udenfor det rituelle rum.

Det egentlige normbrud

Samtidig med bruddet med de kristne normer sker der dog også et andet normbrud, som kan virke noget mere forvirrende. Hvor LaVey i sin filosofi lægger vægt på, at der ikke findes guder, og at Satan skal forstås symbolsk, så bliver Satan og alle hans dæmoner i ritualet til entiteter, som man kan henvende sig til og forlange hjælp fra. Dette har forvirret bl.a. kristne til at tro, at LaVey faktisk dyrkede Satan. For at forstå et ritual, er man dog nødt til at tolke det i relation til den religion, eller i dette tilfælde filosofi, som det indgår i. Ritualer kan aldrig tolkes alene, da der er tale om symbolske handlinger, hvis symbolik må afkodes ved hjælp af den øvrige lære.

I tilfældet med LaVeys ritualer giver det mening at argumentere for, at påkaldelsen af Satan skal forstås på samme måde, som når de sorte lys bliver til et fysisk symbol for det abstrakte begreb ”oplysning”. I det rituelle rum er det netop normen, at abstrakte begreber får fysisk form.

Samtidig kan påkaldelsen af Satan ses som et reelt normbrud. I ritualet bryder den ateistiske og rationelle satanist med sine egne filosofiske og intellektuelle normer. Som LaVey forklarer det, så fungerer ritualet som et intellektuelt kompressionskammer, hvor satanisten bevist fravælger sit intellekt, for at opnå en særlig ”naiv” sindstilstand. Det giver derfor mening, at symbolet Satan i dette ikke-intellektuelle rum får fysisk form og liv, netop fordi Satan i satanistens intellektuelle forståelse af filosofien kun er et symbol. Når ritualet er forbi, er lysene atter kun lys, og Satan atter kun et symbol, selv om det selvsagt er et centralt symbol i filosofien.

Ritualet afsluttes med, at der oplæses en enokisk nøgle, der passer til ritualets tema, der ringes med en klokke og præsten erklærer ”Det er fuldbragt”. Hermed afsluttes ritualets formelle del, og deltagerne vender tilbage til deres normale hverdag. Efter den formelle afslutning formodes det dog af LaVey, at ritualet fortsætter sin virkning i deltagernes underbevidsthed, og måske endda i bevidstheden på udvalgte ”ofre”.

Svagheder og fordele ved moderne ritualer

Som det fremgår ovenfor, er LaVeys ritualer bygget over en klassisk ramme, som er blevet suppleret med en mere eller mindre psykologisk forklaring. Denne moderne tilgang til ritualer har både fordele og ulemper. Som fordel kan nævnes, at den moderne satanismes ritualer kan bidrage til at supplere den intellektuelle filosofi med et mere følelsesmæssigt rum, som kan udnyttes psykologisk af den enkelte satanist og til at styrke fællesskabet i grupper. Mennesket har altid tænkt i symboler, og vi vil altid have brug for at tænke vores følelser med, hvis vi skal være hele mennesker. Da ritualerne formes bevidst, har det også den fordel, at man kan undgå elementer, som kunne være i strid med gældende lovgivning, eller i for høj grad støde almindelige normer. Klassiske religiøse ritualer kan indeholde vold, dyreofringer og andet, og den slags ville jo både være uhensigtsmæssigt og i strid med den sataniske filosofi. Desuden har LaVey ret i, at mennesket typisk indtager en underlegen rolle i ritualer, og underkaster sig overnaturlige magter, og dette er selvsagt problematisk, hvis man som satanist skal udnytte ritualer psykologisk.

Moderne ritualer har dog også sine svagheder i forhold til klassiske ritualer. Deltagerne er ikke vokset op i en levende tradition, og derfor vil de symboler og normbrud, der indgår i ritualerne, næppe have en så stærk virkning, som hvis de var vokset op med dem fra barnsben. Hertil kommer, at når man er bevidst om sin ritualbrug, så må det nødvendigvis være vanskeligere at slå intellektet fra. En anden ulempe er, at ritualerne sjældent udøves af grupper. Den ensomme ritualudøver kan måske nok føle et vist fællesskab med andre satanister, som han forestiller sig laver nogenlunde det samme et andet sted, på et andet tidspunkt, men det kan aldrig give den samme psykiske og fysiske virkning, som hvis ritualet blev udført af en større gruppe, og måske endda var en del af en kultur, som også delte værdier udenfor det rituelle rum. På den baggrund kan deltagelse i f.eks. en metalkoncert have en større virkning som ”ritual”, end et satanisk ritual udført alene. En koncert kan indeholde mange af ritualets elementer, som f.eks. særligt tøj, særlige symboler og retorik som kan opfattes som i tråd med filosofien osv. Koncerten har endda den fordel, at musikken dels yder en massiv virkning på deltagernes kroppe, som nødvendigvis påvirker sindstilstanden, samtidig med at man deltager i et fællesskab med andre mennesker, som orienterer sig imod de samme symboler i musikkens tekst og i sceneshowet. At deltagerne hver især får deres eget ud af symbolerne, og at mange af teksterne og symbolerne ikke opfattes konkret, det er bare et andet lighedstræk med ritualer. Måske er det endnu en grund til, at mange danske satanister er til metalmusik, mens de færreste er til ritualer.