Ritualets betydning i moderne satanisme

Fra Satanisk Bulletin nr. 11, 2004

Ritualer er et emne som fascinerer mange mennesker, og emnet kommer da også ofte op når der snakkes satanisme. Desværre er det dog oftest fordomme og direkte misinformation, der fylder mest, både i medierne og i diverse kristne bøger.

Ordet ”ritual” bruges i dag både om faste rutiner i dagligdagen og om regelbundne symbolske handlinger i en gruppes fælles religiøse praksis. Denne artikel vil beskæftige sig med ordet i den sidste betydning, og vil belyse den funktionelle side af ritualer i og udenfor satanismen.

Dansk skepsis

Hvis man ser på den amerikanske satanisme, så fylder ritualer og magi en del. Over halvdelen af ”The Satanic Bible” er helliget ritualer og magi, og hvis det ikke skulle tilfredsstille den ritualinteresserede satanist, så kan han let forsyne sig med yderligere inspiration i LaVeys ”Satanic Rituals” eller i den uoverskuelige mængde af okkult litteratur, som ofte tilbydes og anbefales sideløbende med LaVeys værker.

Blandt danske satanister har der dog generelt været noget uentusiastisk tilgang til emnet. Magien har tilsyneladende mest fascineret de helt unge, og det har tilsyneladende kun været en mindre gruppe for hvem magien og ritualerne er blevet ved med at spille en rolle. Det store flertal har set på ritualer med skepsis, hvis de da ikke direkte har opfattet dem på lige fod med unødvendig overtro eller religiøse handlingsmønstre, og har afvist dem som uvedkommende for satanismen. Denne tendens er sikkert blevet styrket af omgivelsernes forventninger. Det er trods alt lettere at afvise omgivelsernes forestillinger om sataniske ritualer og magi som en ren fordom, eller som et ubetydeligt randfænomen, der kun dyrkes af et fåtal, end at redegøre for ritualernes eventuelle relevans og nytte, særligt hvis man ikke selv ser den. Men hvorfor har de danske satanister en sådan skepsis overfor ritualer, når f.eks. de amerikanske satanister er mere positivt indstillet?

Tro vs. ritualer

Martin Luther afskaffede ved reformationen de fleste af katolicismens ritualer og bodshandlinger, og gjorde den protestantiske kristendom til et spørgsmål om ord og tro. Dette var sammen med den videnskabelige udvikling med til at skabe et negativt syn på ritualer. I den vestlige bevidsthed blev ritualer efterhånden synonyme med primitiv eller falsk religion, overtro og magi, eller tomme symbolske handlinger uden en reel funktion. Denne tendens har betydet, at selv om religion i dag anses for noget positivt og værdifuldt i det brede samfund og som noget, der først og fremmest handler om følelser, så er der stadig en positiv vægtning af intellektuel tro på bekostning af ritualer, som taler mere direkte til menneskets intuitive og følelsesmæssige side.

LaVeys satanisme bærer derimod præg af at være opstået og udviklet i den amerikanske kultur, som er mere vant til religiøse ritualer, og hvor man til forskel fra, hvad der ofte er tilfældet blandt danskere, ikke er betænkelig ved at kalde satanisme en religion og kæde den sammen med de karakteristika og begreber, som man forventer at finde i en religiøs gruppe. I USA kan man oprette en satanisk kirke, udpege sataniske paver og præster og foretage sataniske vielser. I Danmark opretter man foreninger, ryster på hovedet af selverklærede præster, og henviser horntegn og de fleste andre symboler til eventuelle udflugter ind i metalmusikkens univers.

Ritualers funktionelle side

Ritualer er en måde, hvorpå grupper ved hjælp af symbolske handlinger udtrykker deres tro indenfor fastlagte rammer. I Danmark kender vi først og fremmest religiøse ritualer fra folkekirkens dåb, vielser og begravelser, som markerer overgange i livet, og fra nadveren, som viser et symbolsk fællesskab i kirken og udtrykker en religiøs tro på frelse. Disse ritualer er for de fleste danskere så velkendte, at de ikke tænker over dem. For mange opfattes de mest af alt som et udtryk for tradition, uden at de tillægger dem en egentlig religiøs betydning. For mennesker, som var helt ubekendte med traditionen bag ritualerne og den bagvedliggende tro, som ritualerne bygger på, ville ritualerne (i lighed med alle andre typer ritualer) fremstå som eksotiske og delvist uforståelige. Når præster i den danske folkekirke hælder vand på hovedet af et lille barn, eller uddeler ”Kristi legeme og blod” i form af tørre kiks og saftevand, er man nødt til at kende den danske kultur og den kristne tro, hvis man skal forstå det som andet og mere end en særpræget hårvask efterfulgt af en noget makaber snack.

Ritualer må suppleres af indsigt i den bagvedliggende tro, hvis man skal forstå deres indre logik.

Lige meget om man forstår ritualets formål og indre ræsonnement, vil ritualer dog altid tale til vores følelser, og vi vil altid blive påvirket af dem. Man fornemmer instinktivt, at der er noget særligt på spil, som rækker ud over det, man umiddelbart ser og hører. Menneskets evne til abstrakt tænkning giver os en evne og et behov for at tænke i symboler, hvad enten det sker i drømme, i kunst eller i ritualer, og denne evne besidder selv den mest forhærdede rationalist. I ritualets indre logik tillægges handlingerne andre resultater end dem, som de har i dagligdagen, og ordene tillægges evnen til at ændre virkeligheden. Desuden forudsætter ritualer normalt en mulig kommunikation eller nærhed til det overnaturlige. På grund af denne ritualets logik kan man i den kristne kirke formode, at man bringer det lille barn frelse og evigt liv, selv om det reelt set bare har fået vådt hår.

For at forstå et rituals betydning er det således nødvendigt at kende den tro og praksis, som ritualet indgår i. Det er dog ikke kun ritualet, som er afhængigt af troen og myterne. Troen suppleres og vitaliseres af ritualerne, idet ritualerne styrker fællesskabet og giver troen fornyet styrke og synligt udtryk. I klassisk religion er ritualerne og myter derfor noget, som hænger uløseligt sammen. Ritualer er noget, som fysisk udføres nu og her, til forskel fra myterne og troen, som føles og fortælles. Tilsammen danner myter og ritualer det, vi kender som religion.

Sekulære ritualer

Mange mennesker opfatter organiserede fælles ritualer som et entydigt religiøst fænomen, men i praksis er det stort set umuligt at pege på forskelle mellem religiøse og ikke-religiøse ritualer. Ikke-religiøse ritualer kan f.eks. være optagelsesritualer i klubber, indsværgelsen i et embede, og alle mulige andre sammenhænge, hvor der gøres brug af en fælles symbolsk adfærd med udgangspunkt i fælles værdier. Sekulære ritualer kan desuden findes i tilknytning til folketroen, idet mange religiøse eller folkereligiøse ritualer lever videre i en ikke-religiøs form. Dette gælder f.eks. ”at slå katten af tønden” til fastelavn, ”at brænde heksen på bålet” til Sankt Hans, og de mange symbolske handlinger knyttet til jul, påske og nytår.

Det fortæller noget om ritualernes funktion, når ritualer lever videre efter den religiøse betydning er gået tabt. Bag ritualernes religiøse påskud gemmer der sig nemlig vigtige ikke-religiøse funktioner, som kan genfindes i ritualer på tværs af tid og sted. Ritualer hjælper individet med at finde sin plads og rolle i samfundet, som f.eks. når et vielsesritual skaber en ny familie eller en præsident indsættes, og ritualer skaber fællesskab i kraft af fælles handlinger, som f.eks. når danskerne ser dronningens nytårstale og synger med på nationalsangen klokken tolv. Desuden hjælper ritualer individet med at forstå og acceptere samfundets værdier og normer, som f.eks. når et bryllup i kongehuset styrker den nationale identitet og kærnefamiliens hellighed. Det der i praksis dyrkes i ritualet, det religiøse så vel som det verdslige, er samfundet og fællesskabets normer og idealer. Om noget lignende kan findes i den sataniske magi er et åbent spørgsmål.

Sataniske ritualer

De fleste satanister har stiftet bekendtskab med Anton LaVeys opfattelse af ritualer og magi, og det er derfor oplagt at tage udgangspunkt i hans ideer. LaVey definerer magi som: ”Forandring af situationer eller begivenheder i overensstemmelse med ens ønsker, som det ved hjælp af almindeligt accepterede metoder ville være umuligt at forandre”. LaVey skelner desuden mellem ”lavere magi”, som er dagligdags manipulation, og ”højere magi”, som har form af ritualer. Hertil kommer en opdeling af den rituelle magi i ”ritualer”, som har til formål at opnå en forandring, hvorimod ”ceremonier” bruges til at bekræfte det allerede eksisterende.

LaVey sætter ingen klare grænser for magiens virkningsområde. Han siger f.eks. at man ved hjælp af magi ville kunne flytte objekter, og at man kan påvirke folk, der sover. Der sættes dog nogle grænser for magiens praktiske anvendelse, idet der peges på, at de fleste ønsker lettere kan realiseres udenfor ritualkammeret. Påvirkning af den menneskelige psyke ser ud til at være hovedformålet og det er bestemt muligt at læse LaVeys ritualer som rene psykodramaer på trods af hans mere tvetydige formuleringer. LaVey beskriver ritualrummet som et ”intellektuelt dekompressionskammer”, som er nødvendigt, for at logikeren kan arbejde i en tilstand af selvvalgt uvidenhed og emotionel åbenhed, hvor han kan påvirke sin psyke direkte. Det er derfor oplagt, at man kan tolke LaVeys brug af tvetydigheder i forbindelse med magien som et bevidst forsøg på at appellere til den menneskelige fascination af ”det mystiske”. Hvis man i det rituelle rum for alvor skal få afløb for stærke følelser, som f.eks. ønsket om at dræbe en person, så må man formode, at man i situationen er nødt til at tro på, at den symbolske handling, man udfører i ritualet, også påvirker ens offer. På trods af det ”intellektuelle dekompressionskammer” er det derfor rimeligt at antage, at en helt nøgtern og logisk beskrivelse af magi vil fjerne en del af magiens virkning.

I de næste afsnit vil vi se lidt nærmere på LaVeys forskellige typer af ritualer.

Magi

Ritualerne i ”Satans bibel” har først og fremmest gøre med individet selv og de problemer, som den enkelte satanist måtte opleve. Alligevel har ritualerne en betydning, som rækker ud over individets umiddelbare situation. Ritualerne bekræfter ved hjælp af symboler og erklæringer satanistens tilhørsforhold til satanismen, men hvad der er langt vigtigere, så spiller selve ideen om ritualer en ideologisk rolle. Selv om kun få danske satanister laver ritualer, så ser der ud til at være en bred accept af, at ritualer kan bruges til at påvirke individets egen psyke, og at de som sådan kan have en gavnlig psykologisk virkning. Mennesket naturlige drifter og anlæg (herunder fascinationen af det mystiske) opfattes som positive, og de bør så vidt muligt have frie rammer til at udfolde sig. Ritualerne kan give disse rammer, også hvis det omgivende samfund ikke tillader drifternes frie udfoldelse.

Ritualerne kan desuden ses som et forsøg på selvudvikling eller selvaktualisering. Der er intet løfte om at opnå særlige evner, men ved hjælp af ritualer som ”Den sorte messe” forventes satanisten at kunne rense sig selv fra uheldige påvirkninger, som hæmmer hans potentiale. Ideen om en lykkelig naturtilstand renset for den moderne kulturs skadelige påvirkninger deler satanismen med store dele af New Age. Et andet fællestræk med New Age er, at selv om folk sjældent mødes til fælles ritualer, så opstår der en følelse af fællesskab og meningsfuldhed i og med, at folk laver deres ritualer i en forventning om at andre laver den samme type ritualer i den samme slags situationer.

Ceremonier

For at et fællesskab kan bestå, må man med regelmæssige mellemrum mødes, eller i det mindste mødes i ens handlingsmønstre. Man kan derfor forvente, at grupper har særlige højtider eller mærkedage, hvor man mødes og er fælles om særlige ting, som adskiller gruppens medlemmer fra andre grupper. Dette kan f.eks. ses i muslimernes Ramadan, jødernes Hanukkah, de kristnes påske eller de kulturkristnes jul. Satanismen har ikke den slags fælles højtider. Church of Satan har godt nok udpeget nogle hedenske mærkedage som relevante, og man har udarbejdet nogle ceremonier som handler om traditioner og filosofiske pointer, som man har fundet relevant, men der er tilsyneladende ikke gjort noget forsøg på at kæde mærkedage og ceremonier sammen, og der har heller ikke været nogen fælles praksis i forbindelse med afholdelse af ”højtider”. Ceremonierne adskiller sig også på et andet vigtigt område fra andre gruppers markeringer af fællesskab. Hvor ceremonier og mærkedage traditionelt også er noget, der samler familien, og ved hjælp af højtidelighed, fest og symboler lærer børnene om den kultur, som de er en del af, så har Church of Satans ceremonier ikke en udformning, som indbyder til deltagelse af børn, eller som egner sig til at formidle sataniske principper til disse. Dette fratager de sataniske ceremonier muligheden for at virke som bærere og opretholder af en reel kultur.

LaVey grupperer overgangsritualer blandt ceremonierne. Overgangsritualer er ritualer, som markerer overgangen fra en tilstand, status eller livsfase til en anden. I Church of Satans tidlige år gennemførte man både dåb, vielser og begravelse. I ”Sataniske ritualer” er der retningslinjer for både voksen- og småbørnsdåb, men der er ingen beskrivelse af vielser eller begravelser og ingen dåbsritualer for store børn. Dette hænger sandsynligvis først og fremmest sammen med bevægelsens alder og type. I en ung bevægelse er ingen født ind i den, og der kan derfor være mange, som ønsker, at markere indtrædelsen i gruppen. Til gengæld vil der være forholdsvis få begravelser og vielser, da den slags jo ikke hører hverdagen til, særlig ikke hvis gruppen er lille og medlemmerne er unge.

Dansk ritualisering

Som nævnt er det de færreste danske satanister, som beskæftiger sig med psykodramaer eller okkulte ritualer. Fraværet af egentlige ritualer betyder dog ikke et fravær af identitets- og fællesskabsbekræftende symboler. Mange har pentagrammer og baphometsymboler som en del af udsmykningen i deres hjem, som smykke, og i nogle tilfælde som tatoveringer. Samtidigt styrkes fællesskabet ved sociale sammenkomster, ved afholdelse af Halloweenfester og ved den fælles sommerfest for Satanisk Forums medlemmer. Disse arrangementer har endda også ofte deltagelse af medlemmernes børn, hvorved der skabes grobund for en egentlig satanisk kultur, hvor de fælles værdier kan stå deres prøve i mødet med nye generationers spørgsmål og krav. Det sataniske samfund er stadig i sin spæde start, men det er der.